PRINT    TIP EN VEN  
 

Blomsten og Svanen - baggrund

Den europæiske Blomst og den nordiske Svane er de to eneste miljømærker, der er officielt anerkendt i Danmark.

Blomsten er det europæiske miljømærke. Det blev etableret i 1992 af EU-Kommissionen, og Danmark har været med fra starten. Blomsten anvendes i hele Europa.

Svanen er det nordiske miljømærke. Det blev etableret af Nordisk Ministerråd i 1989, og Danmark tilsluttede sig i 1997. Svanen anvendes i alle nordiske lande, dvs. Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island.

En lang række produkter kan mærkes med Blomsten eller Svanen. Det gælder dagligvarer som køkkenruller og shampoo. Og det gælder langvarige forbrugsgoder som møbler og computere. Serviceydelser kan også miljømærkes, fx hoteller og bilvaskehaller. Fødevarer og medicin mærkes ikke med Blomsten eller Svanen.

Gør det nemt

Miljømærkerne gør det nemt og hurtigt at finde miljøvenlige produkter. Når et produkt er mærket med Blomsten eller Svanen, er der garanti for:

  • Skrappe miljøkrav
  • Hensyn til sundhed
  • God kvalitet

Blomsten og Svanen er frivillige ordninger for producenter. Derfor kan der godt findes produkter, som lever op til miljømærkekravene uden at de bærer mærkerne. Som forbruger eller indkøber kan det dog være svært at finde ud af, hvilke varer det drejer sig om. Derfor er Blomsten og Svanen den nemme og sikre løsning, hvis du vil købe grønt.

Trinvise forbedringer

Filosofien bag miljømærkerne er: At bidrage til mere bæredygtig produktion og forbrug gennem konstante trinvise forbedringer.

Miljømærker fungerer på markedsvilkår og sigter mod både større udbud og større efterspørgsel. Det afgørende er at påvirke både produktion og forbrug i en mere miljøvenlig retning. Kravene til miljømærkede produkter går længere end miljølovgivningen og strammes hvert 3.-5. år. På den måde sikrer man, at niveauet er i top i takt med den generelle udvikling på området.

I dag er der over 6.500 produkter, der er mærket med enten Blomsten eller Svanen. Det er næsten en fordobling på 4 år, og der kommer løbende nye til.  Under Produkter kan du finde en oversigt over alle miljømærkede produkter.

Yderligere oplysninger: Lisbeth Engel Hansen
Senest opdateret: 14. juli 2011