Mød os på IKA's årskonference og få en guidet miljømærke-tur

Helt i tråd med tidens ånd er bæredygtige indkøb omdrejningspunktet for dette års IKA konference. Her finder du Miljømærkning Danmark på Stand 11 ”Grønne indkøb - Mærker, initiativer og netværk”, hvor vi står sammen med bl.a. POGI (Partnerskab for Grønne Offentlige Indkøb) og Forum for Bæredygtige Indkøb. Vi gentager succesen fra sidste år med en guidet miljømærke-tur. Og du er naturligvis inviteret med.

Ika's Årskonference

Miljømærkning Danmark er naturligvis med, når IKA åbner dørene til årskonferencen 2021, som afholdes I TIVOLI Hotel & Congress Center. Konferencen sætter fokus på, hvordan visionerne om bæredygtige indkøb kan omsættes til praksis.

Den enkle vej til at føre de grønne visioner ud i livet er at bruge eksisterende værktøjer og troværdige mærkningsordninger i indkøb og udbud. Dette kan du høre meget mere om, hvis du kigger fordi stand 11 ”Grønne indkøb - Mærker, initiativer og netværk”, hvor du finder Miljømærkning Danmark sammen med POGI (Partnerskab for Grønne Offentlige Indkøb), Forum for Bæredygtige Indkøb, FSC og PEFC.

Svanemærket står stærkt i offentlige udbud. Det viser en analyse fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Svanemærket er nemlig det mærke, der bliver brugt allermest i de udbud, der indgår i undersøgelsen. Du kan læse mere om undersøgelsen her.

Vil du med på en guidet miljømærke-tur?

Miljømærkning Danmark tilbyder igen i år sammen med IKA en guidet miljømærke-tur. Vi går i samlet flok rundt på udstillingen og besøger de standpladser, hvor leverandørerne kan tilbyde produkter eller serviceydelser, som er certificeret med Svanemærket eller EU-Blomsten. Her kan du se sortimentet af leverandørernes miljømærkede produkter og serviceydelser, høre om fordelene ved at vælge miljømærket og stille spørgsmål.

”Rundvisningen var rigtig god, og det, der blev fortalt på standene, var meget relevant. Det, at Miljømærkning Danmark førte folk rundt betød, at leverandørerne var klar til at tage imod på standene, og at de havde opmærksomheden rettet mod mødet med deltagerne. I disse grønne tider var det også rart at få information om sortimentet af produkter og services, der er certificeret med Svanemærket og EU-Blomsten. Det var anderledes og godt tænkt at gå efter skiltet gennem rummet – og gav en masse synlighed.” Sådan lød det fra Jette Dahl Larsen, der er indkøbskonsulent i Kalundborg Kommune, og som deltog i en guidet miljømærketur på IKA’s årskonference 2020.

Hvem kan deltage?

Det kan alle, og rundvisningen foregår i hold med ca. 10 deltagere ad gangen. NB! Der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først til mølle-princippet, så skynd dig at melde dig til.

Hvor starter turen?

Vi mødes ved stand 11: Grønne indkøb: Mærker, initiativer og netværk

Kig efter Rikke Dreyer og Ingrid Elmedal, som står ved siden af standen med et skilt med Svanemærket og EU-Blomsten.

Hvornår starter turen?

Tur 1: den 2. september kl. 11.00 – 11.45

Tur 2: den 3. september kl. 10.00 – 10.45

Sådan tilmelder du dig en guidet miljømærke-tur

Som deltager på konferencen modtager du automatisk en invitation på mail til en guidet miljømærke-tur. Har du spørgsmål, er du også velkommen til at kontakte IKA på ika@ika.dk.

Vi glæder os til at se dig!

IKA’s årskonference - tid og sted

Sted: TIVOLI Hotel & Congress Center, Arni Magnussons Gade 2, 1577 København V

Tid: Torsdag den 2. september og fredag den 3. september 2021

Målgruppe: Konferencen er målrettet offentlige ordregivere og leverandører til det offentlige

Formål: Udstilling, netværk og faglige/inspirerende indlæg

Læs mere og tilmeld dig konferencen her

Læs også: Giv udbudsplanen et miljømærketjek og Miljømærkning Danmarks værktøjskasse til indkøbere