Stormøde om indkøbsaftaler: Babyudstyr, børnetekstiler og miljømærker

Tilmelding senest torsdag den 10. september 2020.  Københavns Kommune inviterer leverandører og producenter af babyudstyr og børnetekstiler til det offentlige til stormøde om, hvordan vi får mere miljømærket babyudstyr og flere miljømærkede børnetekstiler, bl.a. barnevogne, madrasser og soveposer, i de kommende offentlige indkøbsaftaler.

Stormøde om indkøbsaftaler Babyudstyr børnetekstiler og miljømærker

Stormødet afholdes den 14.september 2020 kl. 10.00–12.45

* Ændret til onlinemøde via Teams *

Det offentlige køber hvert år varer og serviceydelser for 370 mia. kr. På et stormøde, som afholdes i København kan du høre, hvordan Københavns Kommune bruger deres indkøbsmuskler til at drive markedet i en grønnere retning bl.a. gennem deres miljømærkepolitik – og om kommunens planer for indkøb af miljømærket babyudstyr og børnetekstiler. Du får samtidig indsigt i kommunens kommende udbud af babyudstyr og børnetekstiler og viden om det nordiske miljømærke Svanemærket og EU’s miljømærke EU-Blomsten. 

Mødet arrangeres af Københavns Kommune i samarbejde med Miljømærkning Danmark og med opbakning fra Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI). 

På mødet får du sammen med andre leverandører og offentlige indkøbere mulighed for at debattere og komme med ideer og forslag til, hvordan det offentlige bedst sikrer mere miljømærket babyudstyr og børnetekstiler på kommende offentlige indkøbsaftaler.

Drøftelserne finder sted i grupper, som du vælger (ikke-bindende), når du melder dig til:

  • Gruppe 1:  Hør Miljømærkning Danmark fortælle om certificering med Svanemærket og EU-Blomsten – udfordringer og muligheder

  • Gruppe 2: Giv input til Københavns Kommune om miljøkrav i kommende udbud af babyudstyr og børnetekstiler 

I er velkommen til at deltage flere fra samme virksomhed og til at videresende invitationen til jeres underleverandører eller andre, som kunne være interesserede i at deltage. Mødet kan være relevant for både CEO’s, CSR-ansvarlige, produktions-, kvalitets- og miljøansvarlige samt bit-managers- og salgsansvarlige.

Tilmelding senest torsdag den 10. september 2020. Du tilmelder dig her

Bemærk, at der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først-til-mølle. Københavns Kommune forbeholder sig dog ret til at sikre, at alle virksomheder, som ønsker at deltage, får mulighed for at deltage med mindst én medarbejder. Københavns Kommune forbeholder sig samtidig retten til at prioritere pladsen til leverandører og producenter af babyudstyr og børnetekstiler. 

Tid og sted 
  • Tid: mandag den 14.september 2020 kl. 10.00–12.45 
  • Sted: Onlinemøde via Teams (tilmeldte deltagere får tilsendt links til både indledende mød eog workshops)

Programmet for dagen kan læses her