Indkøbernes dag på DiaLabXpo

Hvordan kan indkøbere i laboratoriebranchen købe mere grønt ind? Det er en af de ting, som årets fagmesse for diagnostik- og laboratoriebranchen, DiaLabXpo sætter fokus på.

Indkøbernes dag på DiaLabXpo

Kan vi genbruge nogle produkter? Kan emballagen reduceres? Kan engangsudstyr rengøres og anvendes flere gange? Mulighederne for en mere bæredygtig drift og produktion i laboratoriebranchen er endnu relativt uudforskede. Derfor sætter DiaLabXpo – en fagmesse for diagnostik- og laboratoriebranchen – i år fokus på, hvordan indkøberne kan gøre dagligdagen i laboratorierne mere bæredygtig og klimavenlig. Det sker med arrangementet ”Indkøbernes dag”.

På Indkøbernes dag fortæller Rikke Dreyer, formand for Forum for Bæredygtigt Indkøb og chefkonsulent i Miljømærkning Danmark, bl.a. om, hvad man får ud af at være medlem af et forum med fokus på bæredygtighed, hvordan man kan blive inspireret af andres erfaringer, og hvordan man kan bruge Danmarks officielle miljømærker, Svanemærket og EU-Blomsten som et af redskaberne til grønne indkøb. Det sker under overskriften ”Forum med bæredygtighed” den 22. september kl. 10.25-10.45.

Tid og sted

DiaLabXpo afvikles den 22.-23. september 2021 på Docken i København.

Tilmelding og yderligere information

Det er gratis at deltage i messen, men kræver forhåndsregistrering. Læs mere om messen og hent fribillet her.