Mød os på Trends & Traditions

The Future is now! Sådan lyder både tema og opråb ved årets udgave af Trends & Traditions, som finder sted den 25. august. Her kan du både møde Miljømærkning Danmark i debatten ”Når bæredygtighed mærkes og måles” – og i en talk om grønne indkøb, ”Køb med hjertet – gerne et grønt ét af slagsen”.

Trends & Traditions den 25. august

Vi er alle nødt til at agere bæredygtigt og handle nu for at sikre de næste generationer et værdigt liv på en naturrig klode. Hellere i går end i dag. Vi skaber fremtiden lige nu – og situationen kræver, at vi gør os umage.

Derfor stiller Trends & Traditions i år skarpt på, hvordan vi med design, arkitektur, møbler, innovation og handlinger nu og her kan sikre en grønnere fremtid. Miljømærkning Danmark deltager i følgende to arrangementer ved eventet:

Kl. 11:00 – 11:30: Når bæredygtighed mærkes og måles

69 % af danskerne bruger miljømærker som vejledning i deres indkøb, men hvad kan certificeringer som Svanemærket og EU-Blomsten? Og hvad kan de ikke? Hvilken vej ser møbelbranchen ift. miljømærkningerne, og hvad byder fremtiden på?

Dette og meget mere debatterer Jakob Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv og forfatter til bogen ’Mærk din forretning’, Heidi Bugge, senior miljøekspert i Miljømærkning Danmark og Jakob Aaen, co-founder af Målbar, som har udviklet et værktøj til at måle produkters CO2-udledning. Debatten faciliteres af Steffen Max Høgh, Sustainability Director i HOLMRIS B8.

Kl. 12:00 – 12:30: Køb med hjertet – gerne et grønt ét af slagsen

Alle køber produkter og services, og mange har også en bæredygtighedsstrategi. Men hvordan fusioneres indkøb og bæredygtighed, så indkøb ikke kun handler om pris, volumen og kvalitet, men også om social ansvarlighed, biodiversitet, klima eller andre grønne mærkesager?

Denne talk fokuserer både på de grønne offentlige indkøb med eksempler fra Aarhus Kommune repræsenteret af indkøbs-og udbudschef Anette Juhl Winther og DR (repræsentant to be announced) samt input fra Miljømærkning Danmark ved chefkonsulent for offentlige indkøb Rikke Dreyer til, hvordan private virksomheder kan stimulere deres bæredygtige indkøbsmuskel. Steffen Max Høgh styrer debatten.

Praktiske oplysninger

Tidspunkt: Den 25. august kl. 10-23.

Sted: Lokomotivværkstedet, Otto Busses Vej 5a, 2450 København SV

Pris: Det er gratis at deltage.

Tilmelding: På Trends & Traditions hjemmeside