Stormøde om indkøbsaftaler: hobbyartikler og miljømærker

Københavns Kommune inviterer leverandører og producenter af hobbyartikler til det offentlige til stormøde om, hvordan vi får flere miljømærkede hobbyartikler på de kommende offentlige indkøbsaftaler.

Stormøde om indkøbsaftaler: hobbyartikler og miljømærker

Det offentlige køber hvert år varer og serviceydelser for 380 mia. kr. På et stormøde i København onsdag den 20. september kan du høre, hvordan Københavns Kommune bruger deres indkøbsmuskler til at drive markedet i en grønnere retning bl.a. gennem deres miljømærkepolitik – og om kommunens planer for indkøb af miljømærkede hobbyartikler. Du får samtidig indsigt i kommunens kommende udbud af hobbyartikler og viden om det nordiske miljømærke Svanemærket og EU’s miljømærke EU-Blomsten.

Mødet arrangeres af Københavns Kommune i samarbejde med Miljømærkning Danmark og med opbakning fra SKI og Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI).
På mødet får du sammen med andre leverandører og offentlige indkøbere mulighed for at debattere og komme med ideer og forslag til, hvordan det offentlige bedst sikrer flere miljømærkede hobbyartikler på kommende offentlige indkøbsaftaler.

I er velkommen til at deltage flere fra samme virksomhed og til at videresende invitationen til jeres underleverandører eller andre, som kunne være interesserede i at deltage. Mødet kan være relevant for både CEO’s, CSR-ansvarlige, produktions-, kvalitets- og miljøansvarlige samt bit-managers- og salgsansvarlige.

Bemærk, at der er et begrænset antal pladser, som fordeles efter først-til-mølle. Københavns Kommune forbeholder sig dog ret til at sikre, at alle virksomheder, som ønsker at deltage, får mulighed for at deltage med mindst én medarbejder. Københavns Kommune forbeholder sig samtidig retten til at prioritere pladsen til leverandører og producenter af hobbyartikler.

Tid og sted

Onsdag den 21. september i København.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen. Program og information om tilmelding offentliggøres her på siden, så snart det er klar.