Find sikre vådservietter uden stoffet MI - vælg Svanemærket
Ønsker du at undgå det kraftigt allergifremkaldende stof MI, kan du med fordel gå efter plejeprodukter, der er mærket med miljømærket Svanen. Konserveringsmidlet er nemlig ikke tilladt i disse produkter.
»Hvis du som forbruger går efter svanemærkede vådservietter, creme, shampoo og anden personlig pleje, så er du sikker på at undgå det kraftigt allergifremkaldende konserveringsmiddel MI«, siger Michael Kristensen, teamleder fra Miljømærkning Danmark.
Til den daglige pleje vil en våd vaskeklud ofte være tilstrækkeligt, men når du er på farten, kan en svanemærket vådserviet være god at have med. Huden er et følsomt organ og børn er mere sårbare end voksne, og derfor er det altid bedst af undgå unødig kemi. De har små kroppe, sart hud og et immunforsvar som ikke er udviklet færdigt.
Babyprodukter uden parfume
Miljømærket Svanen stiller også krav til andre allergifremkaldende stoffer. Eksempelvis må ingen produkter til babyer og børn indeholde parfume eller såkaldt naturlige duftstoffer. Det er med til at nedsætte risikoen for at børn udvikler allergi.
MI brugt i stedet for parabener?
»Noget tyder på, at flere producenter bruger MI, efter at parabener er blevet så udskældte og fjernes fra mange produkter. Parabener er ikke allergifremkaldende, men en del af dem er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Det har gjort forbrugerne skeptiske over for alle parabener, og i svanemærkede plejeprodukter til såvel børn som voksne, har vi ud fra et forsigtighedsprincip valgt at forbyde alle parabener«, siger Michael Kristensen.
Både MI og parabener er altså bandlyst i svanemærket kosmetik og plejemidler. For alle svanemærkede plejeprodukter gælder, at de ikke må indeholder stoffer, som EU mistænker for at være hormonforstyrrende.
Fakta om Svanemærkede plejeprodukter til babyer og børn – herunder vådservietter
Svanemærket står for skrappe miljøkrav, hensyn til din sundhed og god kvalitet. I de mærkede plejeprodukter til babyer og børn er du sikker på:
- Ingen parfume - hverken såkaldte naturlige duftstoffer eller syntetiske duftstoffer
- Ingen parabener
- Ingen MI
- Ingen stoffer, som EU mistænker for at være hormonforstyrrende