Svanemærket var flyvende ved prisuddelinger

Der blev i sidste uge uddelt ikke mindre end fem priser, som Svanemærket er stolt af. Ved Danish Beauty Award 2015 løb Rudolph Sun med den eftertragtede pris "Årets Serie", mens Anne-Sophie Villumsen fra Zenz Hairdressing løb med prisen som årets frisør. Og ved arrangementet ”Allergy Awards” var der priser til produkter fra både Nopa og Derma.

Den 29. april var der Danish Beauty Award i cirkusbygningen. Danish Beauty Award er en pris, der uddeles i kosmetikbranchen til årets bedste skønhedsprodukter. En af de mest attraktive priser er prisen som ”Årets serie”. Denne pris gik i år til den svanemærkede solserie Rudolph Sun fra Rudolph Care, og der fulgte flotte ord med på vejen fra dommerne:

"Vi elsker solen og dens varme. Lyset, energien og humøret, der følger med. Men vi skal være påpasselige med solens stråler, så solcreme er et af de allervigtigste produkter på en solrig dag. Med Årets Serie får du en hel palet af solprodukter, der kan opfylde alle behov. Vil du have en rig og plejende creme med SPF 50 til ansigtet, eller vil du have en luksuriøs kropsolie med SPF 15, som giver dine ben den smukkeste overflade? Rudolph Sun-serien er gennemtænkt med velovervejet ingrediensvalg i Svanemærkede produkter. Og det uden overhovedet at gå på kompromis med lækkerheden".

Svanemærket solcreme indeholder bl.a. hverken parabener, MI eller stoffer, der er på EU´s liste over stoffer, der er mistænkte for at være hormonforstyrrende eller klassificeret som allergene.

Årets frisør står bag svanemærket hår- og stylingserie

Ved samme award-show blev Anne Sophie Willumsen fra Zenz Hairdressing kåret som Årets Frisør. Her lagde dommerne bl.a. vægt på, at Anne Sophie Willumsen er fortaler for bæredygtighed – og når det blandes med hendes naturlige kreativitet og dygtighed, bliver der skabt et nyt nordisk udtryk.

Anne Sophie Willumsen står bl.a. bag den svanemærkede hår- og stylingserie Zenz Organic Hair, som i dag anvendes i alle Zenz-saloner samt hos udvalgte frisører.

Tre priser til Svanemærket ved Allergy Award

Også da der den 28. april blev uddelt ”Allergy Awards”, viste Svanemærket sin fjerpragt. Sensitive by Nopa baby & kids bad vandt prisen som ”bedste hudvenlige produkt til børn”. Bl.a. fordi produktet ikke udtørrer huden, og fordi det skummer meget til glæde for børnene.

Derma Kids Solspray vandt prisen som ”Bedste hudvenlige produkt til institutioner”, fordi det er let at anvende – også for børn – og samtidig er effektivt. Også et andet svanemærket solprodukt fra Derma gik hjem med en pris i fjerene. Derma Sololie SPF 30 blev nemlig kåret som ”Bedste hudvenlige produkt valgt af forbrugere”.

Det var første gang, der bliver afholdt AllergyAward. Det er det internationale allergimærke AllergyCertified, der står bag Awarden.

Læs mere

Miljømærkning Danmarks mini-guide til svanemærkede solprodukter

Vinderne ved Danish Beauty Award

Vinderne ved AllergyAward