Ny interaktiv hjemmeside: Bo bedre med miljømærkerne
På www.miljømærkdithjem.dk kan du læse om, hvorfor det er en god idé at bo sammen med Svanemærket og EU-Blomsten. Du kan samtidig finde vej til tusindvis af miljømærkede produkter.

Vi står hele tiden over for en lang række valg af produkter. Det kan være mindre dagligdagsvalg som fx valg af shampoo, madpapir og vaskepulver. Og det kan være større og mere langsigtede valg som fx valg af gulv, seng og maling.
Fælles for mange af disse valg er, at du har mulighed for at skåne natur og miljø, passe på dig selv og dine nærmeste – og dermed også bo bedre – ved at vælge produkter med Svanemærket eller EU-Blomsten.
Kom indenfor – og få inspiration til at bo bedre
På den nye interaktive hjemmeside www.miljømærkdithjem.dk kan du få inspiration til, hvornår det er muligt at vælge miljømærket, og hvilke fordele der er ved det. Siden består af en dagligstue, et køkken og et badeværelse, hvor du kan gå på opdagelse efter det, der er relevant for netop dig.
”Vi håber, at den nye hjemmeside kan være med til at øge danskernes kendskab til det enorme udvalg af miljømærkede produkter og serviceydelser,” fortæller Charlotte Rajsager, der er teamleder for Marketing og Kommunikation i Miljømærkning Danmark og uddyber:
”Hjemmesiden giver et hurtigt overblik over de mange forskellige produktgrupper, hvor det er muligt at vælge miljømærket – og den fortæller kort, hvilke fordele der er for miljø, sundhed og indeklima ved at vælge Svanemærket og EU-Blomsten”.
Du finder Svanen og Blomsten på mere end 12.000 forskelige produkter og serviceydelser – lige fra sæbe, vaskepulver, husholdningspapir, legetøj, byggeprodukter, el-artikler og møbler til miljømærkede serviceydelser som f.eks. rengøring, trykkerier og hoteller.
Velkommen på www.miljømærkdithjem.dk.
Vælg Svanemærket og EU-Blomsten til dit hjem – så ved du at ...
… du skåner natur og miljø
… du passer på dig selv og dine nærmeste
… du sparer på jordens ressourcer
… du bidrager til en bæredygtig udvikling