Du kan nu vælge svanemærkede fryseposer

Änglamark har netop lanceret de første svanemærkede fryseposer i Danmark. Når du vælger svanemærkede fryseposer, er du bl.a. med til at spare på jordens ressourcer og vise omtanke for fremtidens klima.

Änglamark fryseposer

Engangsartikler til fødevarer bliver brugt i store mængder og har en kort levetid. For typisk bliver de – som navnet angiver – kun brugt en enkelt gang. Det betyder et stort ressourceforbrug – og at produkterne hurtigt ender som affald.

Det er derfor en glædelig nyhed, at Änglamark netop har lanceret de første svanemærkede fryseposer i Danmark. Ved at kigge efter Svanemærket kan du nemlig være sikker på, at fryseposerne er blandt de miljømæssigt bedste.

Svanemærkede fryseposer er fremstillet af en høj andel fornybare råvarer, som ikke må komme fra genmodificerede planter. De er fremstillet energieffektivt. Og de indeholder ikke recirkulerede materialer. 

Stor interesse for svanemærket emballage

Miljømærkning Danmark oplever i disse år stor interesse for at svanemærke engangsartikler og fødevareemballage. For et år siden blev de første svanemærkede engangsartikler – dvs. tallerkener, skåle og fade – lanceret, og i efteråret kom verdens første svanemærkede engangsbægre til kaffe og te. Nu har danskerne også fået mulighed for at vælge svanemærkede fryseposer:

- Vi oplever en stigende bevidsthed om behovet for at spare på jordens begrænsede ressourcer – og et stort fokus på skadelige kemikalier i fødevareemballage, fx genbrugspapir, der kan indeholde skadelige stoffer, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark og fortsætter:  

- Det er altid en god nyhed, når Svanemærket lander på en ny produkttype i Danmark. Og det er glædeligt, at de danske forbrugere nu har fået mulighed for at vælge endnu et svanemærket produkt til den daglige husholdning.

De svanemærkede fryseposer fra Änglamark findes i to forskellige størrelser; hhv. 3 liter og 6 liter. Du kan finde fryseposerne i Coops butikker og på mad.coop.dk.