Nyt inspirationskatalog med svanemærkede møbler til arbejdspladsen

Hvis der står nye møbler til arbejdspladsen på budgettet, er der nu et helt katalog fyldt med inspiration – vel at mærke af den bæredygtige slags.

svanemærket møbelkatalog

For første gang er et stort udvalg af de mange svanemærkede møbler og kontorindretninger nemlig samlet – også med en kategori- og producentoversigt. Aldrig har det været så enkelt at vælge.  Og kataloget har da også været efterspurgt af både private og offentlige indkøbere.

Virksomhederne i det danske Netværk for Miljømærket indkøb har, ligesom deres søsternetværk i resten af Norden, presset på for at få et større overblik over udvalget af svanemærkede møbler til kontorindretninger.

I netværkene er professionelle indkøbere, indkøbschefer og CSR-ansvarlige fra nogle af Nordens største virksomheder samlet. De går i front for i fællesskab at gøre en konkret og synlig forskel for miljø og samfund – og sætter derfor fokus på miljømærkerne i deres indirekte indkøb.

Medlemmerne går også i front, når det gælder kontorindretninger. De seneste opgørelser fra det danske netværk viser, at det for en stor del af medlemmerne er blevet naturligt at efterspørge miljømærkede møbler:

- For 5 år siden var der ikke mange af os, der bevidst gik efter miljømærkede møbler. Men det gør vi nu – og både i 2015 og 2016 var omkring 50 % af de møbler, vi indkøbte i Nykredit, svanemærkede, fortæller Martin von Horsten, Vicedirektør, Procurement & Facility Management i Nykredit.

Også i IF Skadeforsikring og Sealed Air var cirka halvdelen af de møbler, der blev indkøbt i 2016, svanemærkede, mens samtlige indkøbte møbler i 2016 i både Matas og Arbejdernes Landsbank var svanemærkede.

- Vi ser i disse år en enorm vækst i andelen af miljømærkede møbler, når medlemmerne i Netværk for Miljømærket indkøb afrapporterer deres indkøb. Samtidig ser vi lige nu også konkrete eksempler på, at medlemmernes efterspørgsel er med til at øge udbuddet af kontormøbler. Det er et åbenlyst eksempel på, at virksomheder kan bruge deres indkøbskraft til at skabe bæredygtig udvikling, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Godt værktøj til grønne kommuner

Efter den nye danske udbudslov har gjort det muligt for offentlige indkøbere at efterspørge miljømærkede produkter, vil indkøbere i kommunerne også få glæde af kataloget.

- I Københavns Kommune har vores politikere netop besluttet, at vi skal købe flere produkter og serviceydelser, som er mærket med Svanemærket eller EU-Blomsten. Hvis de miljømærkede produkter på vores nuværende aftale ikke er væsentlig dyrere, så vil vi begynde at købe flere af dem. Inden næste SKI-udbud af kontormøbler, vil vi endvidere involvere mulige interessenter sammen med Miljømærkning Danmark og SKI. På den måde håber vi, at der kommer flere miljømærkede møbler på den næste SKI-aftale, siger miljø- og klimarådgiver, Thomas A. Christensen, Team Grønne Indkøb, Københavns Kommune.

Også Frederiksberg Kommune sætter stor pris på at kunne anvende krav om miljømærkning i forbindelse med udbud:

- Kataloget over svanemærkede møbler viser, at der allerede er mange flotte svanemærkede møbler på det nordiske marked. Nogle af dem forhandles godt nok ikke i Danmark endnu, men det kan efterspørgsel ændre på. Og forudsætningen for at kunne efterspørge svanemærkede møbler er selvfølgelig, at man har et overblik over, hvad der findes. Her er kataloget et rigtig fint værktøj, siger Adam Hey, afdelingschef, Udbud & Indkøb, Frederiksberg Kommune.

Der kommer hele tiden flere miljømærkede produkter til, og kataloget præsenterer derfor de møbler, der er certificeret med Svanemærket i dag. Kataloget ventes opdateret marts 2018.