Fælles front mod fire ftalater
Miljømærkning Danmark er med i Kemikalieforum. Et forum, der nu sætter ind med en samlet indsats mod fire ftalater med hormonforstyrrende effekter– for forbrugernes skyld.

Miljømærkning Danmark er med i Kemikalieforum, som består af myndigheder, grønne organisationer, forbrugerorganisationer, erhvervslivets organisationer og forskningsinstitutioner. Medlemmerne arbejder for en grøn omstilling med fokus på beskyttelse af miljø og sundhed – og det seneste initiativ skal beskytte forbrugerne mod fire ftalater.
Øget indsats mod ftalater
Den 29. september lancerede Kemikalieforum en samlet indsats mod de fire hormonforstyrrende ftalater, DEHP, DBP, BBP og DIBP. Indsatsen består af en række initiativer, der skal hjælpe forbrugerne til at begrænse deres udsættelse for de fire ftalater – og til at handle i tillid til, at de ikke får fire ftalater med hormonforstyrrende effekter med hjem fra indkøbsturen.
Forbud mod ftalater i miljømærkede produkter
Svanemærket og EU-Blomsten forbyder allerede de fire ftalater i en række produkter. Det er derfor helt naturligt, at Miljømærkning Danmark støtter Kemikalieforums initiativ:
- Inden for en række produkter er Svanemærket og EU-Blomsten, Danmarks to officielle miljømærker, garant for, at de fire ftalater ikke er aktivt tilsat. Det gælder bl.a. i visse produkter inden for kontor- og hobbyprodukter, maling og lak og kemiske byggeprodukter. Miljømærkerne gør det dermed nemt for forbrugerne at træffe trygge valg. De skrappe kemikaliekrav betyder samtidig, at miljømærkerne er med til at fremme cirkulær økonomi, siger direktør for Miljømærkning Danmark, Martin Fabiansen, i en fælles pressemeddelelse fra Kemikalieforum.
Du kan læse hele pressemeddelelsen her: Danske organisationer til kamp mod problematisk kemi
På Miljømærkning Danmarks temaside om ftalater, kan du desuden læse mere om, hvilke fordele der er ved at vælge miljømærkede produkter – og hvordan du minimerer udsættelsen for ftalater.
