Hun vil gerne gøre en forskel for andre mennesker og for miljøet
INTERVIEW
Hvad gør man, hvis man har svært ved at finde de produkter, som man gerne vil have fat i? For Naja Habermann, var svaret enkelt: Så åbner man selv en butik, der forhandler dem. Sidste år åbnede hun Svaneshoppen.dk, som er en webbutik, der udelukkende sælger miljømærkede produkter. Vi har spurgt Naja Habermann, hvad der fik hende til at åbne butikken, og hvorfor hun brænder for Svanemærket og EU-Blomsten.

Hvordan fik du idéen til Svaneshoppen?
Da vi fik barn, besluttede jeg at vælge miljømærket, når det er muligt. Jeg fandt ud af, at der laves rigtig mange produkter med Svanen og EU-blomsten. Men jeg havde ofte svært ved at finde frem til nogen, der kunne sælge mig tingene, og endte med at sidde og google rundt i timevis. Især når det gælder mindre kendte varegrupper som fx tøj og møbler, var det svært at finde forhandlere.
En almindelig, travl børnefamilie som os kan godt miste den grønne gejst lidt, hvis det kræver en masse tid og research, og det tror jeg afholder mange fra at vælge miljømærkede varer, selv om de egentlig gerne ville. Det er her, Svaneshoppen kommer ind i billedet – jeg synes, det skal være meget lettere at finde og købe miljømærkede varer!
Svaneshoppen forhandler udelukkende produkter med Svanemærket og EU-Blomsten – hvorfor brænder du lige netop for disse to mærker?
Helt fra starten stod det klart, at mit koncept var afhængigt af en klar definition af begrebet ’miljømærket’. For der findes en lang række mere eller mindre troværdige grønne mærker på markedet, og mange forbrugere har svært ved at finde op og ned i de mange ordninger.
Derfor var det naturligt, at webbutikken blev baseret på varer med officielle miljømærker, der er certificeret og kontrolleret af uvildige instanser. Altså Svanemærket og EU-Blomsten.
Det er snart et år siden, at du lancerede Svaneshoppen – hvad er dine foreløbige erfaringer?
Der har været en rigtig god interesse for og opbakning til idéen – både fra bevidste forbrugere, producenter, fagfolk, politikere og pressen. Mange har spurgt: ”Hvorfor er der ikke nogen, der har lavet sådan en butik før?” Og så er jeg blevet positivt overrasket over, at både de unge uden børn og mændene er stærkt repræsenteret blandt Svaneshoppens kunder. Her et lille år efter er jeg blevet meget klogere, og jeg er mere tændt på ideen end nogensinde!
Har du tre gode råd til alle dem, der gerne vil være med til at passe på miljøet, men som også skal have en travl hverdag til at hænge sammen?
1) Køb mindre. Det er ikke hver dag, du hører en webshopejer sige dette, men prøv at overveje grundigt, om du virkelig har brug for den her nye ting, du har lyst til købe. Måske kan du låne, lave den selv eller bytte i stedet. Måske behøver du den slet ikke.
2) Tjek om der findes et miljømærket alternativ, hvis du skal anskaffe noget nyt. Tag et kig på ecolabel.dk eller Svaneshoppen.dk og bliv overrasket over, hvor mange miljømærkede varer man faktisk kan få -for eksempel sko, plæneklippere og makeup.
3) Hvis du ikke kan få varen med miljømærke, så køb evt. brugt og gå efter kvalitet og lang levetid.