5 tips til en grøn konfirmation

Skal du holde konfirmation eller nonfirmation i år? Så får du her fem tips til en god og grøn dag.

5 tips til en grøn og svanemærket konfirmation

1) Som ung konfirmand vil man ofte gerne se lidt ekstra godt ud på sin store dag. Og ofte er der både fokus på at få hudplejen og hårstylingen. Her er et af de bedste og nemmeste råd at se efter svanemærkede plejeprodukter – de lever nemlig op til skrappe kemikaliekrav. Fx er svanemærket hudpleje uden parabener og andre stoffer på EU’s liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. De indeholder ikke konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende. Og de er fri for mikroplast. Der er mange produkter at vælge mellem. Faktisk findes der i dag mere end 2.500 svanemærkede plejeprodukter – med alt fra ansigtscreme, selvbruner og læbepleje til hårvoks, renseprodukter og neglelakfjerner. Og skal der lægges en mild makeup, kan I se efter produkter fra danske Miild, som sidste år lancerede verdens første svanemærkede makeup. 

2) Især pigerne har det med aldrig at gå i deres konfirmationstøj igen. I kan spare både miljøet og pengepungen ved at gå efter drømmetøjet i vintage-butikker eller som genbrug på nettet. På den måde kan I både spare penge og ressourcer til produktion af nye produkter. Og efter al sandsynlighed vil det se ud som nyt. Eller hvad med at leje tøjet eller dele kjolen med en veninde, som skal konfirmeres en anden dag? 

3) Menuen kan både være økologisk og klimavenlig. Kødproduktion er en af de største enkeltbelastninger for vores klima overhovedet. Landbrugsdyr - herunder køer - udleder nemlig methan, der er 21 gange så stærkt som CO2. Hvis årets konfirmand er vegetar eller flexitar, kan I fx tænke i orientalske baner, når I planlægger menuen. Her er grøntsager, velsmag, nødder og frugter i højsædet, mens kød spiller en mindre rolle. Selv onkel Poul vil ikke savne bøffen! Og har I mange rester i overskud, så giv nogle af gæsterne lidt med hjem, så I ikke ender med at smide maden ud. 

4) Gaverne er – i hvert fald for konfirmanden – noget af det vigtigste. Er det højeste ønske fx en forlænget weekend i en storby eller en ferie et varmt sted, så se om I kan vælge et hotel, som er certificeret med Svanemærket eller EU-Blomsten. Det lever bl.a. op til krav, som begrænser CO2-udslippet og sparer på ressourcer som vand og energi. Det kildesorterer også affaldet og bruger miljømærkede rengøringsprodukter for at begrænse brugen af skadelige kemikalier. 

5) Tøjet til blå mandag bliver som regel det nye yndlingstøj – så der går det nok ikke at leje. Til gengæld er det muligt at finde flotte, unikke styles i vintage-butikker eller på en af de mange portaler for brugte ting og tøj på nettet. Skal tøjet været grønt, kan I også se efter miljømærkerne. De sikrer både en kvalitet, som holder længe, og en produktion, som tager hensyn til miljøet, dem der bruger tøjet, og dem der producerer det. Fx er der krav til spildevandet fra bl.a. uldvaskerier og farverier, ligesom miljømærkerne fremmer økologisk bomuld. I kan fx se efter smarte, svanemærkede jeans og denim-jakker fra danske Pieszak.