Rift om Svanemærket hos KFUM-Spejderne

Mindst 6.000 KFUM-spejdere har indtil videre gjort sig fortjent til et Svanemærke på spejderskjorten efter at have arbejdet med et nyt aktivitetshæfte.

Mindst 6.000 KFUM-spejdere har indtil videre gjort sig fortjent til et Svanemærke på spejderskjorten efter at have arbejdet med et nyt aktivitetshæfte.

I et års tid har KFUM-Spejdere rundt om i Danmark arbejdet med aktivitetshæftet for ”KFUM-Spejdernes Svanemærke”, og mindst 6.000 spejdere har indtil nu gjort sig fortjent til et Svanemærke på spejderskjorten efter at have arbejdet med hæftet. 

Aktivitetshæftet blev til i et partnerskab mellem Miljømærkning Danmark og KFUM-Spejderne for at give spejderne et kvalificeret kendskab til Svanemærket og en viden, som gør dem i stand til at passe bedre på miljøet og hinanden.

Der er stadig løbende efterspørgsel efter både hæfter og mærker, som endnu ca. 6.000 KFUM-Spejdere har til gode. Derfor fortsætter arbejdet med hæfterne i det kommende år. 

En stor succes

På KFUM-spejdernes hovedkontor oplever man stor interesse for Svanemærket – og betegner materialet som en succes: 

- Det er i vores optik en stor succes. Vi har ingen andre aktivitetshæfter, der bliver bestilt i den mængde! Vi startede med at udsende 2.250 hæfter til vores spejdergrupper, og da vi gjorde status i løbet af sommeren, havde vi fået efterbestillinger på endnu 3.750 hæfter. Det er en høj hitrate på et år for de materialer der udsendes, og det er spejdergrupper i hele landet der har bestilt, fortæller Jakob Frost, udviklingskonsulent hos KFUM-Spejderne, og fortsætter:

- Vi har også haft dem med til lederarrangementer og kurser, hvor spejderlederne er meget nysgerrige. Vores butik fortæller, at der jævnligt bliver bestilt nye mærker, og det betyder, at der er rigtig mange spejdergrupper, der har arbejdet aktivt med materialet.

De spejdergrupper, som endnu ikke har arbejdet med hæftet, bliver løbende inspireret til at gøre det via KFUM-Spejdernes nyhedsbrev, Facebook-side og fysiske udsendelser. Derudover var der til KFUM-Spejdernes Landsmøde i september en inspirationsbod med forslag til, hvordan aktivitetshæftet kan bruges. 

Spejderne er vigtige ambassadører

I Miljømærkning Danmark ser man stor værdi i, at flere tusinde spejdere lærer om Svanemærkets livscyklustankegang: 

- For os er spejderne vigtige ambassadører, og vi er glade for, at så mange børn allerede har taget aktivitetshæftet med hjem, hvor de har delt deres viden med resten af familien. Spejderne er jo fremtidens grønne forbrugere, og det er vigtigt, at vi klæder dem på til at være bevidste om miljøet, siger Martin Fabiansen, direktør for Miljømærkning Danmark, og fortsætter: 

- Succesen med hæftet viser, at den kreative kobling mellem formidling og sjove aktiviteter appellerer til børnene.

Se aktivitetshæftet.