Mere miljømærket arbejdsbeklædning i offentlige indkøb er fremtiden

Der var flot fremmøde og en god og konstruktiv dialog mellem leverandører, producenter og offentlige indkøbere, da Københavns Kommune inviterede til stormøde om miljømærket arbejdsbeklædning i offentlige indkøb.

markedsdialog om arbejdsbeklædning

Dansk Mode & Textil var vært, da Københavns Kommune med opbakning fra Partnerskab for Offentlige Grønne Indkøb (POGI) og Miljømærkning Danmark den 12. november inviterede leverandører og producenter til dialog om arbejdsbeklædning, udbud og miljømærker. Anledningen var, at Københavns Kommune ønsker mere miljømærket let arbejdsbeklædning at vælge i mellem, næste gang de går i udbud.

Producenter af metervarer, leverandører med egne tekstilfabrikker i udlandet, producenter af genanvendte tekstilfibre, tekstilvaskerier og Skandinaviens største producent af let arbejdsbeklædning deltog sammen med kommunale indkøbere. Alle bød i løbet af dagen ind med deres erfaringer, nysgerrighed på kommende krav fra offentlige indkøbere og ønske om at høre mere om Svanemærket og EU-Blomsten. 

Teknik- og miljøchef hos Dansk Mode & Textil, Jette Lindgaard, bød velkommen og indledte dagen med en opsang til de virksomheder, der endnu ikke arbejder med bæredygtighed:

– Bæredygtighed er en rejse, og den er kommet for at blive. Så det er bare om at komme med på rejsen nu.

Tænk miljømærker ind i forretningsstrategien

ID Identity, som har certificeret flere produkter med EU-Blomsten, var blandt oplægsholderne. Et af deres gode råd var at indtænke miljømærket som en del af forretningsstrategien – og at etablere langsigtede og tætte samarbejdsrelationer med sine leverandører:

– Tillid og transparens i værdikæden er afgørende for at kunne få og ikke mindst fastholde licens til EU-Blomsten, sagde product manager Dorthe Hestbjerg Jensen, der beskrev ID Identitys arbejde med EU-Blomsten som ”The Perfect Match”. 

Håber på flere miljømærkede produkter

Dagen bød også på både workshops og debat, hvor de fremmødte leverandører aktivt drøftede muligheder og barrierer – og stillede spørgsmål. Også på indkøbersiden var der stort engagement at spore: 

– Jeg synes, det er rigtig interessant at høre de forskellige fagpersoners syn på sagen. Spændende at høre om miljømærkernes betydning og det omfattende stykke arbejde, der ligger bag, at kunne erhverve sig sådan en licens – det er ikke bare for sjov. 

Jeg håber og tror på, at der fremadrettet vil være mulighed for at efterspørge endnu flere miljømærkede produkter i forbindelse med diverse udbud fra offentlige myndigheder, sagde Betina Kruse, udbudskonsulent i Herning Kommune.

Gode råd til Københavns Kommune – og til branchen

I løbet af dagen gav både leverandører og indkøbere deres forslag til, hvordan Københavns Kommune sikrer mere miljømærket let arbejdsbeklædning på kommende indkøbsaftaler. Et par af de gode råd lød: 

  • Vælg et standardsortiment af arbejdsbeklædning og undgå detaljerede kravspecifikationer
  • Giv producenterne længere tid til at implementere aftalen – gerne 12-18 måneder fra kontraktindgåelse til kontraktstart. 
  • Inddrag kommunens interne arbejdsgrupper i markedsdialogen for at sikre korrekt funktionsbeskrivelse af arbejdsbeklædningen og ejerskab til indkøbsaftalen. 

Og der blev taget godt imod dagens mange råd: 

– Jeg er glad for det flotte fremmøde af leverandører, producenter og kommuner. Og glæder mig over, at dagen var fyldt med givende og konstruktive dialoger, som er første skridt på vejen mod at få mere miljømærket arbejdsbeklædning i kommende udbud, siger Ida Meulengracht Ginsborg, specialkonsulent i Københavns Kommune.

Også hos Dansk Mode & Textil efterlod dagen et klart budskab, da teknik -og miljøchef Jette Lindgaard fra Dansk Mode & Textil rundede stormødet af med ordene:

– Det skinner tydeligt igennem: Fremtiden er, at vi får styr på vores leverandørkæder og tænker forretning cirkulært. 

Læs mere om Københavns Kommunes ambitiøse indkøbspolitik 2019-2022. 

Læs mere om Københavns Kommunes markedsinvolvering

Hent slides fra mødet her