Mange miljømærker – én standard

Flere og flere byer og lande gør som Københavns Kommune og går efter type 1-miljømærker. Det betyder øget marked til de virksomheder, der leverer produkter med fx Svanemærket eller EU-Blomsten. Det betyder også enkle og trygge valg for de indkøbere, der skal leve op til en grøn indkøbspolitik. Og så betyder det samlet set større miljøeffekt.

Grafik med grønne ikoner af miljømærkede produkter

Da Udbudsmedia i oktober var vært for en webkonference om bæredygtighed i offentlige indkøb, var et af synspunkterne, at udbud med krav om miljømærker spænder ben for grønne offentlige indkøb. Dette blev begrundet med, at udenlandske leverandører ikke ønsker at ansøge om licens til de lokale og regionale miljømærker, som det offentlige stiller krav om.

Ser man på udviklingen af udbuddet af produkter med Svanemærket eller EU-Blomsten på det danske marked, er der dog ikke grund til bekymring. For udbuddet er i mange år vokset stødt. Således er der i dag mere end 18.000 produkter og serviceydelser med Svanemærket og mere end 4.500 med EU-Blomsten.

Og hvis vi løfter blikket og kigger udover Danmarks grænser, er der heller ikke grund til bekymring. I flere lande har de offentlige indkøbere nemlig fokus på de såkaldte type 1-miljømærker. Type 1-miljømærker baserer sig på den samme internationale standard, ISO 14024. Det sikrer, at mærkerne er produktspecifikke og bygger på en livscyklusvurdering samt kontrolleres af en uafhængig tredjepart. Eksempler på type 1-miljømærker er Svanemærket, EU-Blomsten og det tyske miljømærke Den Blå Engel.

Københavnermodellen eksporteres

Københavns Kommune har en miljømærkepolitik, som fastslår, at kommunen inden for 26 udvalgte varer og serviceydelser skal købe produkter med Svanemærket, EU-Blomsten eller andet type 1-miljømærke. Den politik bliver nu kopieret i andre lande og byer. Bl.a. i Hamborg.

Det tyske miljøministerium har netop være vært for en europæisk konference om offentlige grønne indkøb: ”Environmental Aspects in Public Procurement in Europe”, hvor offentlige indkøbere fra hele EU delte viden og erfaring. Mascha Menny, som er ansvarlig for bæredygtigt indkøb i Hamborg Kommune, forklarede på konferencen, hvorfor de bruger type 1-miljømærker i deres indkøb og udbud:

”Type 1-miljømærker, som det statslige tyske miljømærke Den Blå Engel, gør grønne indkøb meget lettere for offentlige indkøbere. Ved at bruge dette miljømærke behøver indkøberne ikke selv at udvikle miljøkriterier. Et type-1-miljømærke sikrer, at produkterne opfylder strenge miljøkrav og kontrolleres af en tredjepart. Det er grunden til, at de grønne retningslinjer for offentlige indkøb i Hamborg i mange tilfælde kræver og generelt tilskynder til brug af miljømærker som Den Blå Engel og andre tilsvarende miljømærker, f.eks. EU-Blomsten eller Svanemærket)”.

I Italien har de samme tilgang til miljømærker. Senior ekspert i bæredygtighed og innovation Lidia Capparelli fra Consip, som er Italiens svar på SKI (Staten og Kommunernes Indkøbsservice), sagde på konferencen:

”Consip, Italiens centrale indkøbsenhed, udarbejder rammeaftaler på produkter og serviceydelser på vegne af den offentlige sektor i Italien. For at gøre det let for brugerne af vores aftaler at finde de grønne produkter, f.eks. i vores e-katalog og den elektroniske Marketplace MEPA, bruger vi miljømærker som EU-Blomsten og andre type 1-miljømærker - dette kan for eksempel være det tyske miljømærke Den blå Engel og det nordiske Svanemærket eller andre italienske ISO type 1-miljømærker, når det er relevant”.

Denne gensidige anerkendelse af nationale og regionale type 1-miljømærker i offentlige indkøb i hele EU er afgørende, fordi det betyder, at virksomheder med eksport kan bruge ét og samme miljømærke i hele EU, når blot der er tale om et type-1-miljømærke. 

Den gensidige anerkendelse af type 1-miljømærker betyder samtidig, at miljømærker ikke er en barriere for grønne offentlige indkøb, men tværtimod en sikker vej til at overvinde de væsentlige barrierer, der blev fremhævet på Udbudsmedias konference om bæredygtighed i offentlige indkøb - nemlig manglende tid og manglende viden om at udvikle relevante produktspecifikke miljøkrav til brug i udbud. Den opgave kan trygt overlades til de miljømærkeorganisationer, som følger ISO 14024.

Få gode råd og inspiration til at gøre jeres indkøb grønnere.

KORT OM ET TYPE 1-MILJØMÆRKE

  • Type 1-miljømærker følger ISO-standard 14024 for miljømærker. 
  • Alle krav og kriterier skal udvikles i en åben proces, hvor interessenter har mulighed for indflydelse. 
  • Kriterierne er produktspecifikke og bygger på en livscyklusvurdering.
  • Type 1-miljømærker kræver uafhængig tredjepartscertificering.
  • Der er løbende forbedringer gennem regelmæssig evaluering og revision af kravene.

    Du kan læse mere om type 1-miljømærker på hjemmesiden Global Ecolabelling Network