Året, der gik: Sådan kan vi bruge det, vi har lært

2020 har været et meget specielt år, som de fleste af os nok sent vil glemme. Året, hvor en pandemi vendte vores liv og hverdag på hovedet. På den ene side har det føltes, som om hele verden stod stille. På den anden side har det været en hektisk tid med omstilling, koordinering og masser af bekymringer. Men selvom det har været hårdt, har det også været lærerigt. Læs her, hvordan du kan bruge en del af corona-lærdommen til at få mere bæredygtighed ind i hverdagen.

Året der gik

Det har uden tvivl været et rigtigt sært og svært år. Det har været stressende og vanskeligt at få den nye hverdag til at hænge sammen og jonglere med både hjemmearbejde, hjemmeundervisning og hjemmetræning. Det har været hårdt at undvære eller i hvert fald skære gevaldigt ned på den sociale kontakt. Og så har det ikke mindst været utroligt hårdt for dem, der har mistet deres job, deres virksomhed eller nogen, de havde kær.

Her er det vigtigt at huske på, at man kan lære noget af det meste – og måske mest af alt af modgang. Ikke for at negligere alvoren i en krise, men for at udvikle os som mennesker. Derfor kan også dette år give os noget brugbart med i bagagen. 

Selvom vi har været hver for sig, har vi været fælles om mange ting i løbet af året. Fælles om bekymringerne, fælles om løsningerne og fælles om Fabers fællessang. Og ved at holde afstand, har vi været fælles om at passe på os selv og hinanden. Som fællesskab har vi altså lært noget, vi bør holde fast i. Vi har nemlig tilsammen gjort en stor forskel ved allesammen at gøre en lille indsats.

Læs også: Grønne nytårsforsæt: Få mere bæredygtighed i hverdagen

Lad os bruge det, vi har lært

Vi er på vej ind i et nyt år, og det er altid en god anledning til at reflektere over og revurdere sine valg og vaner. Og hvis du denne gang gerne vil lave dine nytårsforsætter med henblik på klima, miljø og bæredygtighed, kan du se tilbage på det år, der er gået, for inspiration.

Hjemmearbejde og onlinemøder er blevet helt almindelig hverdag for de fleste af os. Det har betydet mindre transport – og dermed mindre CO2-udledning. Så når der en dag igen er kommet lidt ro på coronasituationen, og vi kan komme fysisk tilbage til arbejdspladserne, kan vi overveje, om vi rent faktisk behøver at gøre det alle ugens dage. Samtidig kan vi overveje, om det er nødvendigt at køre eller flyve til alle eksterne møder, eller om nogle af dem kan tages online. Ved at skære ned på transport, skåner vi klimaet – og samtidig frigiver den sparede transporttid tid til andre ting, som fx kvalitetstid med familien.

Læs også: Sådan kan du leve mere klimavenligt

De mange aflyste ferier og flyture har uden tvivl også gavnet klimaet. Og selvom de mange aflysninger har kostet penge og skabt ærgrelse, har det også fået os til at tænke kreativt og se mulighederne i det, vi har omkring os. Ikke dermed sagt, at vi aldrig bør rejse uden for landets grænser igen – for der er bestemt også mange fordele ved at rejse og udvide vores horisonter. Men vi har lært, at vi ikke har brug for flere årlige flyrejser for at få store oplevelser og skabe gode minder.

I forhold til vores forbrugsvaner er der også en læring, vi kan tage med ind i det nye år og i kampen mod klimaforandringerne. Fordi vi i år er blevet opfordret til at mindske antallet af ture i supermarkederne, har vi fokuseret på at købe det med hjem, vi rent faktisk havde brug for. Det har nok betydet, at mange har lavet indkøbssedler og holdt sig til dem. Ud over, at man på den måde får købt alt det, man skal bruge, undgår man samtidig at lade sig friste af gode tilbud, som kan ende som fejlkøb eller madspild. Begrænsningen på antallet af indkøbsture har samtidig nok styrket kreativiteten rundt om i de danske køkkener. Ved at eksperimentere med at lave lækre retter af rester eller få ingredienser, har vi nemlig sparet en ekstra tur i supermarkedet – og samtidig har vi reddet noget mad fra at ende som madspild i biospanden. Og dét er også værd at holde fast i.

Et lignende eksempel er, at mange af os nok har lånt os til ting eller købt dem brugt i nærområdet frem for at bruge for meget tid i butikker. Også en vane, der er værd at holde fast i. 

Læs også: 5 tips til et mere bæredygtigt forbrug

Pandemiens begrænsninger har desuden mindet os om, hvor vigtige oplevelser er for os. Kulturelle input, lækre smagsoplevelser og sociale arrangementer. Oplevelser, der skaber minder, som vi kan dele og have sammen. Det kan måske få os til at gå lidt væk fra forbrug og materielle glæder og i stedet fokusere mere på glæden ved en god oplevelse. 

Vi har altså lært og er blevet mindet om flere ting under coronakrisen, som vi kan tage med os som bæredygtige ambitioner for det nye år. Og selvom noget af det måske bare er små ting, skal vi huske og tro på, at hvis vi alle sammen gør en lille indsats, kan vi sammen gøre en stor forskel.

Få mere inspiration til en bæredygtig livsstil på vores temaside her.