Første svanemærkede konstruktionsmateriale i Danmark

CLT, som står for Cross Laminated Timber, fra den østrigske virksomhed KLH er netop blevet certificeret med Svanemærket. Det er samtidig det første svanemærkede konstruktionsmateriale på det danske marked.

Svanemærket konstruktionselement til byggeri

Materialet CLT er produceret af granlameller, som er lagt i henholdsvis tvær- og længderetning med en såkaldt fingersamling. Lagene er limet sammen og lagt i pres, indtil hærdningen er færdig. 

CLT-elementerne har stor styrke og kan anvendes i stedet for traditionelle tunge konstruktionsmaterialer, som fx beton, til væg-, lofts- og tagelementer i byggeri.

CLT Denmark er rådgiver og leverandør af CLT-elementer fra østrigske KLH, og her er man glade for, at materialet nu er blevet certificeret med Svanemærket.

- Vi har presset på for at få CLT-materialet fra KLH certificeret med Svanemærket, da det er et mærke, som de fleste danskere kender, og som gør det enkelt at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter, siger Per Thomas Dahl, som er direktør CLT Denmark, og fortsætter:

- CLT er et seriøst alternativ til de på alle måder meget tungere alternativer – og det er oplagt til at skubbe byggebranchen i en mere bæredygtig retning og nedbringe CO2-udledningen. Materialet er allerede godt udbredt i bl.a. Storbritannien, Tyskland og i de øvrige nordiske lande, og vi håber, at certificeringen med Svanemærket også kan være med til at åbne det danske markeds interesse for CLT.

Også i Miljømærkning Danmark glæder man sig over certificeringen af CLT-elementerne fra KLH:

- Det er en god nyhed for hele byggebranchen, at det nu er muligt at vælge et svanemærket konstruktionsmateriale på det danske marked. CLT er fremstillet af træ, altså en fornybar råvare med et lavt CO2-aftryk, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark. 

Læs pressemeddelelsen fra CLT Denmark her