Svanemærket rengøring på Regionshospitalet Randers
Regionshospitalet Randers har som det første hospital i Norden fået svanemærket deres hospitalsrengøring.

Fra overrækkelse af Svanemærket til Serviceafdelingen på Regionshospitalet Randers. Fra venstre: Hospitalsdirektør Jonas Dahl, formand for Region Midtjylland Anders Kühnau (S), Servicechef Dorte Baarup, direktør for Miljømærkning Danmark, Martin Fabiansen, og serviceleder Charlotte Veien. Foto: Helle Brandstrup Larsen
Bæredygtighed har siden 2018 været et nøgleord i Region Midtjylland, i 2019 besluttede regionen en politik for miljømærkede indkøb, og den 1. juli 2020 nåede regionen en stor milepæl: Regionshospitalet Randers fik som det første hospital i Norden certificeret sin rengøring med Svanemærket. Det blev markeret ved en overrækkelse af Svanemærket den 1. juli.
- De ansatte har kastet sig ind i den grønne omstilling med stor iver og initiativrigdom. Vi er meget stolte af at have opnået svanemærket hospitalsrengøring, og vi er nysgerrige på potentialet i at få svanemærket flere afdelinger på hospitalet. Gejsten for den grønne omstilling er stor blandt os alle, siger hospitalsdirektør Jonas Dahl i en pressemeddelelse.
Med certificeringen har Regionshospitalet Randers dokumenteret, at deres rengøring lever op til en række skrappe krav. Det betyder bl.a., at afdelingen bruger en høj andel af miljømærkede rengøringsmidler, at den minimerer forbruget af unødige kemikalier, og at den bruger miljømærket papir. Det betyder også, at den samarbejder med både et svanemærket tekstilvaskeri og en svanemærket vinduespudser – og at medarbejderne er uddannet til at håndtere bl.a. rengøringsmidler og affald korrekt. Samtidig har afdelingen et kvalitetssystem, der sikrer høj rengøringskvalitet.
- Det er glædeligt, at Regionshospitalet Randers som det første hospital i Norden har valgt at få certificeret rengøringsområdet i deres Serviceafdeling med Svanemærket. Og jeg håber, at mange flere hospitaler vil lade sig inspirere og følge trop, da Svanemærkets krav både gavner miljøet og medarbejderne, siger Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.
Læs mere i pressemeddelelsen fra Regionshospitalet Randers.
Læs også: Værktøjer, gode råd og inspiration til grønnere indkøb
Læs om kravene til svanemærket rengøringservice.