Ingeniørforeningen IDA er nyt medlem i Netværk for Miljømærket indkøb

Netværk for Miljømærket indkøb kunne for nylig byde IDA velkommen i netværket, der nu tæller 14 medlemmer. IDA har allerede fået certificeret deres printcenter og rengøring med Svanemærket.

Ingeniørforeningen IDA får overdraget diplom som nyt medlem i Netværk for Miljømærket indkøb

Ingeniørforeningen IDA, som er en interesseorganisation og fagforening for tekniske og naturvidenskabelige akademikere med mere end 130.000 medlemmer, er nyt medlem i Netværk for Miljømærket indkøb:

”Det er en del af IDAs vision og strategi at arbejde for et godt og bæredygtigt miljø. Derfor arbejder vi hver dag på, at foreningens arbejde er så bæredygtigt som muligt. Fx bliver vores toiletter skyllet med opsamlet regnvand for at spare på drikkevandet, vi har solceller på taget, og vi stiller cykler til rådighed, når medarbejderne skal til møder. På den måde fylder miljøarbejdet meget hos os, og vi har en målsætning om at gøre endnu mere. Derfor har det været helt naturligt for os at gå skridtet videre ved nu at blive medlem af Netværk for Miljømærket indkøb,” siger Lone Daugaard Jepsen, miljøchef og HR Business Partner hos IDA og uddyber: 

”Vi kan se store fordele i at være en del af et stærkt og professionelt netværk, hvor vi kan dele vores erfaringer og blive inspireret af andre virksomheders måder at arbejde med de officielle miljømærker på.” 

Læs også: Indkøbernetværk opnår gode resultater i 2021

Svanemærket printcenter og rengøring

IDAs printcenter har i mange år været certificeret med Svanemærket, og i år førte en målrettet indsats til, at rengøringen også blev svanemærket: 

”For os giver det rigtig god mening, at vores printcenter og rengøring er certificeret. For så ved vi, at disse services lever op til skrappe miljøkrav. Samtidig har Svanemærket et højt kendskab og en høj troværdighed, hvilket gør det lettere at kommunikere vores indsats til omverdenen, både internt og eksternt” siger Lone Daugaard Jepsen og tilføjer slutteligt: 

”Med netværket kan vi få ny inspiration og dermed bruge medlemskabet som løftestang til vores videre miljøindsats.”

Kort om Netværk for Miljømærket indkøb

Netværk for Miljømærket indkøb er et netværk af private virksomheder, der ønsker fokus på ansvarlige og bæredygtige indkøb, og som sætter handling bag ordene. Netværkets arbejde bidrager direkte til opfyldelse af FN’s verdensmål 12: Ansvarligt forbrug og produktion. 

Netværkets medlemmer består af: IF Forsikring, Rambøll, Nykredit, Dansk Retursystem, Lyreco, ALLIANCE+, Matas, Arbejdernes Landsbank, Anders Andersens Rengøring, Tivoli, Coop, ISS, Ørsted og IDA.

Læs mere om: Netværk for Miljømærket indkøb