Københavns Kommune gør status på bæredygtige indkøb

Københavns Kommune har netop udgivet en samlet årsrapport, som gør status på de initiativer, hvor kommunen har skubbet markedet i en mere bæredygtig retning gennem sine indkøb. Et af de store og effektfulde initiativer er kommunens miljømærkepolitik.

Københavns Kommune gør status på bæredygtige indkøb

Københavns Kommune køber hvert år ind for ca. 8,2 milliarder kroner. Og som en af landets største offentlige indkøbere stiller kommunen krav til bæredygtigheden af de produkter og serviceydelser, der bliver købt. Bl.a. gennem en ambitiøs indkøbspolitik, hvor miljømærkede indkøb og indsatsen for at udvikle markedet for miljømærkede produkter gennem en tidlig og fokuseret markedsdialog er i fokus.

I denne uge har Københavns Kommune for første gang udgivet en samlet årsrapport, som gør status på de bæredygtige indkøb.

”Vi vil inspirere andre offentlige indkøbere til at gå samme vej. Flere producenter får mod på at omstille deres produktion, når de ved, at der er efterspørgsel. Derfor skal vi bruge den offentlige indkøbsvolumen til at vise markedet, at vi ønsker at handle bæredygtigt og skabe forandring”, lyder det bl.a. fra overborgmester Lars Weiss i forordet.

Læs Københavns Kommunes ”Årsrapport 2020 – Bæredygtige indkøb

Miljømærkepolitik flytter markedet

I 2020 har Københavns Kommune blandt andet sat fokus på at udvide markedet for miljømærkede produkter – og kommunens miljømærkepolitik er netop en af de fem særlige indsatser, som er beskrevet i årsrapporten.

Af rapporten fremgår det, at 51 danske kommuner og tre nordiske byer i 2020 tilsluttede sig ønsket om et større udvalg af miljømærkede produkter inden for institutionsmøbler til børn, babyudstyr og børnetekstiler – og at indsatsen har skabt øget interesse for en miljømærkecertificering på de udvalgte områder.

”I Københavns Kommune ønsker vi at gå forrest, når det kommer til at handle bæredygtigt og skabe forandring. Det viser vores erfaringer, at vi kan, og heldigvis skaber det ringe i vandet ift. leverandører, der lægger sig i selen for at udvikle de grønne produkter”, siger overborgmester Lars Weiss (S) i en pressemeddelelse.

Miljømærkning Danmark bekræfter, at indsatsen for flere miljømærkede produkter i Københavns Kommune har bidraget til at flytte markedet i en mere bæredygtig retning:

”Det er imponerede at følge den effekt, som Københavns Kommunes indsats for flere miljømærkede produkter har skabt i markedet. Resultaterne af indsatsen viser samtidig, at markedet er hurtigt til at reagere, når der er en klar og tydelig efterspørgsel efter grønne produkter".

Læs også: Ny indkøbspolitik: Københavns Kommune fortsat i den miljømærkede førertrøje