Ny forkvinde for Danmarks Miljømærkenævn

Miljøminister Lea Wermelin har netop udnævnt Anna Lise Mortensen Grandjean som ny forkvinde for Miljømærkenævnet. Anna Lise Mortensen Grandjean har en stærk grøn profil og glæder sig til at arbejde med Svanemærket og EU-Blomsten.

Ny forkvinde for Danmarks Miljømærkenævn

Miljømærkenævnet består af en række organisationer, der repræsenterer handels-, industri-, miljø- og forbrugerinteresser. Nævnet er nedsat af miljøministeren, og dets formål er at udbrede kendskabet til miljømærkerne Svanemærket og EU-Blomsten.

Til at stå i spidsen for det danske miljømærkenævn har miljøminister Lea Wermelin udpeget Anna Lise Mortensen Grandjean, som er uddannet biolog, og som har 30 års erfaring som bæredygtighedsdirektør eller tilsvarende i forskellige større virksomheder med i bagagen.

- Vi skal alle sammen forbruge mere grønt og mere bevidst. Miljømærkerne viser den nemme og hurtige vej for forbrugerne. Derfor er jeg rigtig glad for, at Anna Lise har sagt ja til at stå i spidsen for Danmarks Miljømærkenævn. Nævnet har en vigtig rolle med blandt andet at fremme udbredelsen af både det nordiske miljømærke, Svanemærket, og det europæiske miljømærke, EU-Blomsten. Det arbejde vil blive styrket med Anna Lises mangeårige erfaring og grønne profil, siger miljøminister Lea Wermelin i en pressemeddelelse


Miljømærkerne er vigtige redskaber

Blandt Miljømærkenævnets opgaver er at fastlægge den danske holdning til kravene til det nordiske miljømærke Svanemærket. Formanden er uafhængig af myndigheder og brancheorganisationer og har en væsentlig rolle i at repræsentere Danmark i det Nordiske Miljømærkenævn, der fastsætter kravene endeligt.

- Jeg glæder mig meget til at komme i gang med miljømærkearbejdet. EU-Blomsten og Svanemærket er baseret på en livscyklustankegang, der ser produktets miljøprofil ud fra helhedsbetragtning. Det er vigtigt for at omstille til en cirkulær økonomi. Samtidig er miljømærkerne vigtige for danske virksomheder, offentlige indkøbere, og ikke mindst forbrugerne i en travl hverdag, siger Anna Lise Mortensen Grandjean.

Læs også: Miljømærkerne fremmer cirkulær økonomi

I regeringens strategi for grønne offentlige indkøb er miljømærkerne et vigtigt instrument i arbejdet med at gøre statens, regionernes og kommunernes indkøb mere grønne. Regeringen har et mål om, at alle offentlige indkøb skal være miljømærkede i 2030. 

Læs også: I 2030 skal alle offentlige indkøb være miljømærkede

Miljømærkernes popularitet er i løbet af de seneste år vokset stødt. For ti år siden, i begyndelsen af 2011, var der færre end 6.000 produkter og serviceydelser med Svanemærket og EU-Blomsten, mens tallet nu er oppe på mere end 23.000. Mærkerne findes bl.a. på sæbe, vaskepulver, legetøj, møbler, tøj, byggematerialer, trykkerier, bilvaskehaller og hoteller.

Anna Lise Mortensen Grandjean tiltræder posten som forkvinde for det danske Miljømærkenævn den 6. april 2021.

Læs mere om Miljømærkenævnet her.


Kort om Anna Lise Mortensen Grandjean
  • Er 68 år og uddannet biolog.
  • Har gennem knap 30 år været direktør for bæredygtig udvikling og kommunikation, og del af den øverste ledelse i bl.a. emballagevirksomheden Brdr. Hartmann, Novozymes A/S og COOP.
  • Har været medlem af adskillige statslige råd og udvalg, bl.a. formand for Miljørådet for renere produkter (2001-2003), regeringens bæredygtighedsstrategi (2006-2007), Klimarådet (2007-2008) og Det miljøøkonomiske råd (2008-2010).
  • Driver i dag bestyrelses- og konsulentvirksomhed, hvor hun bl.a. hjælper virksomheder med en bæredygtig transformation.