Hagesmække fra Tønnesen med EU-Blomsten

Hagesmække, vaskeklude og håndklæder er en uundværlig del af hverdagen i de fleste daginstitutioner. Og grønne indkøb er en høj prioritet i mange indkøberes hverdag. Det er derfor en god nyhed, at den danske virksomhed Tønnesen A/S netop har fået certificeret deres frottévarer med EU-Blomsten.

De første hagesmække i Danmark med EU-Blomsten kommer fra Tønnes

Den danske virksomhed Tønnesen A/S, som leverer tekstiler til børneinstitutioner, har altid haft som mål at producere de mest børnevenlige produkter på markedet. Og i løbet af årene har virksomheden øget sit fokus på at bidrage til et bedre miljø.

Nu har den lille virksomhed i Stenløse valgt at tage et stort skridt på bæredygtighedsrejsen: Tønnesen A/S har nemlig fået certificeret alle deres frottévarer med EU-Blomsten. De er samtidig den kun anden virksomhed i Danmark, der tilbyder hagesmække med EU-Blomsten.

”Vi er stolte og glade over, at vores fokuserede arbejde med at få certificeret vores frottévarer har båret frugt, så vores frottéhagesmække, vaskeklude og håndklæder netop har fået det officielle europæiske miljømærke, EU-Blomsten,” siger Karina Gottlieb, direktør hos Tønnesen A/S.

Certificeringen krævede nye farvenuancer

Tekstiler med EU-Blomsten skal leve op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer. Det gavner både dem, der skal bruge tekstilerne, og dem, der producerer dem. Der er også krav til fremstillingen, som sikrer, at det færdige produkt har belastet miljøet mindst muligt i produktionen – og så skal kvaliteten være god.

”EU-Blomstens krav betyder, at råvarer, produktionsmetoder, farver, spildevand og meget mere er monitoreret og dokumenteret. Krav til farver har bevirket, at nogle af farverne har fået en anden nuance. Samtidig har vi valgt at ændre emballagen fra plastikposer til forpakning med pap-banderoler, som selvfølgelig er FSC-certificeret,” fortæller Karina Gottlieb.

De certificerede frottévarer fra Tønnesen A/S er alle fremstillet af 100 % økologisk bomuld.

Københavns Kommune glæder sig over nyheden

I 2020 satte Københavns Kommune fokus på netop at få flere miljømærkede børnetekstiler på markedet. Det skete som en del af kommunens miljømærkepolitik, hvor kommunen hvert år udvælger to produktområder, hvor de går i dialog med markedet for at fremme udviklingen af miljømærkede produkter. Her glæder man sig over de nye certificerede frottéprodukter:

"I Københavns Kommune er vi stolte af, at vores markedsdialog med leverandører på området for børnetekstiler har båret frugt. Det er glædeligt, at Tønnesen nu kan levere miljømærkede frottéprodukter til gavn for miljøet og ikke mindst vores mindste borgere i kommunen," siger David Salomonsen, Chef for CSR og Indkøbsjura i Københavns Kommune.

Københavns Kommune er dog langt fra den eneste kommune, der har efterspurgt flere miljømærkede børnetekstiler på markedet. Halvdelen af landets kommuner valgte nemlig at bakke op om indsatsen, som ud over børnetekstiler også omfattede babyudstyr og institutionsmøbler til børn.

Ud over Tønnesen leverer også Neutral.com hagesmække i Danmark med EU-Blomsten.

Læs også: Halvdelen af landets kommuner ønsker miljømærkede barnevogne mv.

Tekstiler med EU-Blomsten
  • Mere bæredygtig fiberproduktion
  • Mindre forurenende produktionsprocesser
  • Begrænsning af farlige stoffer
  • Holdbarhedsprøvet