Nordens første svanemærkede boligrenovering står klar

Arbejdsmarkedspensionskassen PKA er netop kommet i mål med Nordens første svanemærkede renovering af en boligejendom.

Svanemærket boligrenovering

I løbet af det sidste halve år har der været travlt med at renovere en ældre ejendom på Søndre Jernbanevej 31 Hillerød. Det er den første svanemærkede renovering af en hel boligejendom i Norden, som nu står klar:

”Det glæder mig, at den første svanemærkede boligrenovering nu er gennemført. Rigtig mange bygningsejere, kommuner og boligselskaber står over for at skulle renovere i løbet af de kommende år, og her er denne boligejendom med til at vise vejen til en positiv og grøn udvikling inden for renovering, hvor vi udnytter potentialet i en allerede eksisterende boligmasse”, lyder det fra Martin Fabiansen, direktør i Miljømærkning Danmark.

Potentiale i eksisterende boligmasse udnyttes

PKA har i samarbejde med entreprenøren RG2 stået bag renoveringsprojektet. Inden de to parter gik i gang, bestod ejendommen af erhverv i stueetage og bolig på førstesal, men efter renoveringen er der nu fem lejligheder, således flere kan få gavn af ejendommen.

”Når vi renoverer en eksisterende bygning efter Svanemærkets krav, så udnytter vi potentialet i den boligmasse, der allerede er. På den måde kan vi være med til at skabe et byrum, hvor der er plads til flere og samtidig tager hensyn til miljø og klima”, siger Senior Portefølje Manager Peter Graversen fra PKA og tilføjer:

”Vi vil gerne bidrage til flere grønne boliger, så vi har i høj grad bæredygtighed for øje, når vi bygger nyt. Siden 2016 har vi derfor opført flere svanemærkede boliger, men nu ser vi også eksempler som dette, hvor vi renoverer og svanemærker eksisterende bygninger”.

Godt afkast til medlemmer

Ifølge Peter Graversen gavner Svanemærket ikke kun miljøet, men også medlemmernes afkast:

”Svanemærkets fokus på klima og sundhed ligger i forlængelse af vores medlemmers holdninger. Derfor er vi glade for at være med i projektet her på Søndre Jernbanevej. Renoveringen er til gavn for miljøet, men den er også med til at gøre det attraktivt at bo her og vil samtidig give vores medlemmer et godt afkast”.

En svanemærket bygningsrenovering fører både til lav energianvendelse og godt indeklima. Svanemærket sikrer også, at affald fra renoveringen bliver håndteret korrekt, og at nye byggeprodukter lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav. Og så er der samtidig fokus på genanvendelse af byggematerialer.

Læs også: Første svanemærkede boligrenovering i Norden

En bygning, der har gennemgået en svanemærket renovering, er kendetegnet ved:
  • Lavt energibehov efter renovering.
  • Grundig miljøsanering.
  • Godt indeklima vha. kortlægning af kemikalier i eksisterende materialer samt skrappe kemikaliekrav til nye materialer og produkter.
  • Fremme af genanvendelse af bygningsdele, byggevarer og -materialer.
Læs mere: Svanemærkede bygningsrenoveringer