Guide til en grøn garderobe

Få inspiration til, hvordan du får en mere brugbar garderobe, et mindre tøjbudget og en bæredygtig stil.

Få inspiration til, hvordan du får en større garderobe, et mindre tøjbudget og en mere grøn stil med svanemærket.

Køb kvalitet

Du har sikkert prøvet det. At skulle vælge mellem to bluser i butikken. Den ene er dyrere, men udstråler til gengæld også en tand mere kvalitet. Hvilken en vælger du? Selv om begge trøjer umiddelbart vil kunne tilfredsstille dit behov, kan det ofte betale sig at vælge den i bedst kvalitet. God kvalitet betyder nemlig, at tøjet holder længere. På sigt sparer du dermed penge. Det er især godt at huske på, når det drejer sig om de basis styles, der skal være fast inventar i dit garderobeskab. 

Tøj i god kvalitet har også den fordel, at du vil være mere tilbøjelig til få det repareret, hvis det skulle blive nødvendigt. Det sparer både ressourcer og affald – og er også godt for privatøkonomien. 

Endelig kan du minde dig selv om, at hvis du vælger den gode kvalitet, selv om den koster lidt mere, så vil den til gengæld også nemmere kunne sælges brugt, hvis du skulle blive træt af den. 

Brug færre styles

Vil du gerne undgå tøjkriser, spontane fejlkøb og en personlig, tidløs stil? Så gå efter en minimalistisk garderobe, der udelukkende indeholder styles, som du elsker, og som kan sammensættes på et væld af kreative måder. I løbet af de senere år har bloggere og moderedaktører udfordret sig selv og hinanden ved at skulle begrænse garderoben til et bestemt antal styles, fx ved at teste capsule wardrobe-konceptet, hvor man kun må bruge 37 forskellige styles i løbet af 3 måneder. Resultaterne har været en mere kreativ og personlig tøjstil, færre fejlkøb, bedre pakkede kufferter til ferien og nemmere hverdagsmorgener. 

Lyder det lokkende, så kan du fx følge denne opskrift: Start med en oprydning i garderoben og skil dig af med det, du alligevel aldrig bruger (dvs. sælg det eller giv det væk). Sorter tøjet efter sæson og udvælg 30-40 stykker tøj, som passer sammen på forskellige måder, og som du kan lide at have på. Pak resten af tøjet væk – og skru op for kreativitet og ned for shopping. 

Lej eller lån tøjet

Et kæmpestort walk in closet. Altid nyt tøj på bøjlerne. Og til at betale. Lyder det fristende? I løbet af de seneste år er det blevet mere og mere populært at låne eller leje tøj frem for at købe og eje det. Idéen går bl.a. under navne som tøjbiblioteker eller kollektive garderober. Og den går i al sin simpelhed ud på at deles om tøjet, ligesom vi deles om biblioteksbøgerne. Så hvis du er typen, der altid godt kan lide at ankomme til fester eller møder i tøj, som du ikke tidligere har haft på. Eller hvis du skal til et arrangement, der kræver en påklædning, som du ikke i forvejen ejer – og dermed næppe heller får brug for fremover. Så skulle du måske overveje at låne eller leje tøjet. 

  • Læs også Sådan klæder du dit barn grønt på

Genbrug tøjet

Vi køber i gennemsnit 13-16 kg tøj om året. Tallet tyder på, at der bliver gjort en del fejlkøb, og at der jævnligt bliver ryddet op i de danske klædeskabe. Det betyder, at du kan købe rigtig meget brugt tøj, som næsten ikke har været brugt. Men som koster en brøkdel af nyprisen. Og som også er et godt valg for miljøet. For jo flere der bruger tøjet, jo færre stykker tøj er der brug for – og på den måde sparer du ressourcer til produktion af nyt tøj. Du kan fx gå på jagt på det lokale loppemarked, i vintage-butikker eller på en af de mange portaler, hvor man kan købe og sælge brugte ting. 

Omvendt kan du sikkert også selv samle til bunke og tjene penge på det tøj, som du ikke længere bruger. Det kan være fejlkøb, tøj du er blevet træt af, eller tøj, som måske bare ikke længere sidder helt så godt, som det gjorde engang. Så hvorfor ikke kombinere en kaffedate med en god veninde med en fælles stand på det lokale loppemarked? Hvis du ikke orker at sælge det på et loppemarked eller på nettet, så spørg i din omgangskreds, om der er nogen, der kan bruge det, eller aflever det til den lokale genbrugsbutik.

Bliv guidet af mærkerne

Man siger, at klæder skaber folk. Til gengæld kan det være svært at gennemskue, hvordan klæderne er blevet skabt. Hvis du går efter Svanemærket eller EU-Blomsten, kan du være sikker på, at der er set på hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs – til gavn for mennesker, miljø og jordens ressourcer. 

Svanemærket og EU-Blomsten stiller bl.a. skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige kemikalier. En række kemikalier er helt forbudt at bruge i produktionen – og de er dermed heller ikke at finde i det færdige tøj. Tekstiler skal også leve op til krav til kvalitet og slidstyrke. Og så er miljømærkede tekstiler samtidig et godt valg for miljøet, da det færdige produkt har belastet miljøet mindst muligt i produktionen. Fx er der krav til spildevandet fra bl.a. uldvaskerier og farverier, ligesom miljømærkerne fremmer økologisk bomuld.

Du kan bl.a. se efter denim styles fra Pieszak, undertøj fra Dilling eller fritidstøj fra Neutral. 

Vidste du at:

  • Der produceres mere end 100 milliarder stykker tøj om året
  • Fra 2000-2010 steg vores forbrug af tøj med 30 %
  • Vi køber i gennemsnit 13-16 kg tøj om året – det kræver bl.a. næsten 50 kg kemikalier at producere.
  • Produktionen af bare én t-shirt kræver omkring 1.400 liter vand. Det svarer til mere end 10 fyldte badekar.
  • Mere end halvdelen af tøjet bliver hverken genbrugt eller genanvendt
  • FN anslår, at tekstilindustrien hvert år udleder 300-400 millioner ton kemikalierester i verdens have. 

Du kan gøre mange små ting for at passe bedre på tøjet og bedre på miljøet, når du vasker tøj. Og så kan du faktisk også gøre det lidt lettere for dig selv. Læs 6 tips til tøjvasken.