Guide til skønhed, makeup og pleje

Hvor opmærksom er du på, hvad dine plejeprodukter indeholder? Og hvor meget får du ud af at læse på indholdsdeklarationerne? Her får du en guide til bedre kemi på badeværelseshylden.

Vælg svanemærkede plejeprodukter

Vi bliver alle udsat for mange forskellige kemikalier fra mange forskellige kilder i vores hverdag. Kombinationen af de forskellige stoffer kan være hormonforstyrrende eller på anden måde sundhedsskadelig. Også selvom stofferne, hver for sig, ikke udgør en risiko. Det er det, man kalder cocktaileffekten. Her får du en guide til, hvordan du kan fortynde cocktailen og få bedre kemi på badeværelseshylden.

Tip til bedre kemi
Sæt ambitionen, så den er realistisk. Start med at få en sund, svanemærket grundpleje, hvor du prioriterer de produkter, du bruger hyppigt og meget af. Skift lidt ud ad gangen, og prøv dig frem mellem de mange forskellige mærker for at finde dine personlige favoritter.

Vælg svanemærkede plejeprodukter

Jo tættere skadelige kemikalier er på dig, jo mere påvirker de dig. Det er derfor en god idé at være særligt opmærksom på skadelig kemi i plejeprodukter. Ikke mindst i cremer, makeup og deodoranter, som bliver på huden i mange timer. 

Den enkle løsning er at vælge svanemærkede plejeprodukter. De lever nemlig op til skrappe kemikaliekrav. Så undgår du at skulle læse indholdsdeklarationen og huske navnene på en masse kemikalier, du gerne vil undgå. Samtidig har produkterne været gennem en grundig kontrol, så du kan være tryg, når du vælger.

Der findes i dag mere end 2.500 svanemærkede plejeprodukter – og produkterne findes i alle prisklasser. Udvalget tæller bl.a. 350 forskellige balsam og shampoo, 600 forskellige hudplejeprodukter og 700 sæber. Der er med andre ord rigtig gode muligheder for at skåne natur og miljø – og passe godt på dig selv, når du køber personlige plejeprodukter. 

  • Læs også 10 gode råd til at passe på dig selv

7 gode grunde til at vælge svanemærkede plejeprodukter

  • Er uden parabener og andre stoffer på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. 
  • Er uden MI og andre konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende. 
  • Produkter til børn er uden parfume og duftstoffer.
  • Mange begrænsninger på og krav til brug af parfumestoffer i produkter til voksne.
  • Er fri for mikroplast. 
  • Skrappe krav til de kemiske stoffers miljømæssige egenskaber. Dvs. krav i forhold til nedbrydelighed, bioakkumulerbarhed og giftighed over for vandlevende organismer.
  • Krav til udformning af emballagen med henblik på både at begrænse materialeforbruget og spild af produkterne. 


Giv din vinterhud lidt sommerglød

Vil du gerne give din vinterhud lidt sommerglød, er en svanemærket selvbruner et godt bud. Ved at vælge en svanemærket selvbruner undgår du nemlig parabener og andre stoffer på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Du undgår også konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende. Du finder Svanemærket på selvbrunerprodukter fra blandt andre Nordictan, Rudolph Care, Mascha Vang, Derma og Matas. 

  • Læs også Sådan beskytter du dit barn mod solen

Følg de simple solråd

Når du bliver udsat for sol og solskoldninger, øger du risikoen for at udvikle kræft i huden. Det er derfor en god idé at følge disse tre simple solråd fra Kræftens Bekæmpelse:

  • Skygge
  • Solhat
  • Solcreme

Om sommeren er solens UV-stråling stærkest mellem kl. 12 og 15. Faktisk bliver du her udsat for næsten halvdelen af en dags UV-stråling. Det er derfor især vigtigt at søge skygge i dette tidsrum. Og når du skal bruge solcreme, er det en god idé at vælge en svanemærket variant, da den lever op til skrappe kemikaliekrav. Der findes bl.a. svanemærkede solprodukter fra Avivir, Derma, Matas, Rudolph Care, Levevis, Änglamark og Apoteket. Læs mere i denne solguide til børn

Svanemærket solcreme – et godt valg for både dig og koralrev

Svanemærket har i mange år forbudt UV-filterene Benzophenone-3 og Ethylhexyl Methoxycinnamate, da stofferne er på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Og alle stofferne på denne liste er forbudte i svanemærkede plejeprodukter. 
De to solfiltre Benzophenone-3 og Ethylhexyl Methoxycinnamate kan du også nogle gange høre omtalt som oxybenzone og octinoxate. Men på alle produkter, der er produceret i EU, vil solfiltrene hedde Benzophenone-3 og Ethylhexyl Methoxycinnamate på emballagen.
Nu viser nyere forskning, at Benzophenone-3 og Ethylhexyl Methoxycinnamate ikke kun er et skidt valg for mennesker, men også for koralrev. De to solfiltre ændrer nemlig korallernes dna og forårsager hormonforstyrrelser, som får unge koraller til at dø. Benzophenone-3 og Ethylhexyl Methoxycinnamate findes i omkring 3.500 forskellige solcremer på verdensplan. 


Brug en god deodorant

En god deodorant skal både være effektiv og god for huden. Svanemærkede deodoranter indeholder ikke triclosan, som er et bakteriedræbende stof, der både er mistænkt for at kunne udvikle resistens hos bakterier og for at være hormonforstyrrende. De indeholder heller ikke parabener eller andre stoffer på EU's liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Og de indeholder ikke konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende. Mange er desuden fri for parfume.

Skænk dine tamponer og bind en tanke

Har du nogensinde tænkt over, hvad de tamponer, du bruger, er lavet af? Hvis du vælger svanemærkede tamponer, ved du, at de er fremstillet af økologisk dyrket bomuld. Det vil sige uden brug af sprøjtemidler. De er også fremstillet uden unødig brug af kemikalier og energi - og må ikke indeholde parfume. De lever desuden op til kvalitetskrav, som sikrer, at de suger godt. Også svanemærkede bind skal suge godt og være fremstillet uden unødig brug af energi. Og så er de fri for optisk hvidt, parfume og lotion.

Der findes bl.a. svanemærkede bind fra Matas, Coop, GingerOrganic, Apoteket og Levevis. Udvalget af svanemærkede tamponer er til gengæld mere begrænset – her kan du se efter dem i Coops butikker eller vælge tamponer fra GingerOrganic. De kommer i en flot indpakning, som passer perfekt ned i tasken.

Læg en mild makeup

Sidste år lancerede det danske brand Miild verdens første svanemærkede makeup. I første omgang inden for seks kategorier: blush, bronzer, concealer, øjenskygge- og øjenbrynskit, highlight og pudder. Produkterne har fået topanmeldelser fra bloggere og skønhedsredaktioner – så hvis du ikke allerede har prøvet mærket, så overvej det, næste gang du skal have nye produkter. 

Uanset hvilken makeup, du bruger, så rens den grundigt af hver aften. Det minimerer bl.a. risikoen for allergi.

Fordelen ved svanemærket makeup 

  • Må ikke indeholde parabener og andre ingredienser, der er på EU's liste over stoffer, som er mistænkte for at være hormonforstyrrende
  • Må ikke indeholde konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende
  • Skrappe krav til parfume og til metaller i farvestoffer, fx bly, kviksølv og nikkel
  • Skrappe krav til de kemiske stoffers miljømæssige egenskaber, dvs. krav i forhold til nedbrydelighed, bioakkumulerbarhed* og giftighed over for vandlevende organismer
  • Skrappe krav til emballagen, fx skal mængden af metal begrænses.

* Bioakkummulerbarhed betyder om produktet ophobes og dermed ikke udskilles igen.

  • Læs også Få inspiration til en grøn garderobe