Miljømærkerne fremmer cirkulær økonomi

Svanemærket og EU-Blomsten er oplagte redskaber til at fremme cirkulær økonomi – og dermed styrke virksomheders konkurrenceevne, fremme deres ressourceeffektivitet samt bidrage til at skabe nye forretningsmodeller og innovative løsninger.

Ung mand går opad bevokset trappe

Vi overforbruger jordens ressourcer. Den globale opvarmning er en af tidens største udfordringer – og verdens affaldsmængder stiger og stiger. Der er med andre ord hårdt brug for den cirkulære økonomi, hvis vi skal løse nogle af tidens største udfordringer. 

Læs også: Hvad er cirkulær økonomi

Det er netop udfordringer, som Svanemærket og EU-Blomsten forsøger at være med til at løse ved at tage hele produktets livscyklus fra råvarer til produktion, brug, bortskaffelse og recirkulering med i vurderingen, når der bliver fastsat krav. På den måde arbejder de to officielle miljømærker for lav miljøbelastning i hele produktets livscyklus og for at sende ressourcer med størst mulig værdi videre i kredsløbet efter brug. 

Samtidig har Svanemærket og EU-Blomsten fokus på, hvordan tiltag i én fase har positiv effekt flere steder i livscyklus, og på hvordan man undgår at flytte en negativ miljøeffekt til et andet sted i livscyklus. Dette sker kun, fordi mærkernes krav er produktspecifikke – og tilpasset markedet. Målet med Svanemærket og EU-Blomsten er nemlig at drive en bæredygtig udvikling – både ved at bane vejen til en bæredygtig fremtid og ved at sikre en maksimal miljøeffekt allerede i dagens samfund.

Dvs. at man ved udarbejdelse af kravene fx ser på, hvilke alternativer der findes til et givent kemikalie, hvilke testmuligheder der findes til forskellige produkttyper, og hvilke affaldssystemer der eksisterer – alt sammen for at sikre, at kravene er realistiske at leve op til og giver en miljøeffekt i dagens samfund. Samtidig skærpes kravene løbende. På den måde sikres det, at miljømærkede produkter hele tiden er blandt de miljømæssigt bedste på markedet. 

Hent faktaark om Svanemærket og cirkulær økonomi 

Miljømærkernes kemikaliekrav er en særlig styrke

En af de største barrierer for cirkulær økonomi er risikoen for rester og forureninger af skadelige kemikalier fra materialers tidligere livscyklus. Og det er netop her, Svanemærket og EU-Blomsten har en særlig styrke, da de står for skrappe kemikaliekrav:

Svanemærket og EU-Blomsten stiller krav til de kemikalier, der bliver brugt i både materialer og færdige produkter. Det betyder, at der både bliver tjekket dokumentation på de råvarer, der indgår i et produkt, og dokumentation fra underleverandører på de indholdsstoffer, der indgår i råvarerne. Kravene reducerer bl.a. miljøbelastningen under produktion og kemieksponeringen i brugsfasen. Samtidig understøtter kravene muligheden for genbrug og recirkulering senere i livscyklus.

Læs også: Miljømærkernes 10 styrker i forhold til cirkulær økonomi

Tænk den cirkulære økonomi ind i produktion og indkøb

Er I en virksomhed, som gerne vil producere produkter, der kan indgå i den cirkulære økonomi, kan Svanemærket eller EU-Blomsten derfor være et godt værktøj at arbejde med. Samtidig kan mærkerne styrke jeres konkurrenceevne og fremme jeres ressourceeffektivitet. 

Læs også: Derfor miljømærker vi 

Svanemærket og EU-Blomsten gør det samtidig let at være grøn indkøber og enkelt at vælge blandt de miljømæssigt bedste produkter. Mærkerne stiller klare og transparente krav til miljøhensyn og til dokumentation til fordel for både indkøbere og leverandører. Ved at gå efter miljømærkerne er I samtidig med til at fremme cirkulær økonomi gennem jeres valg af produkter. 

Svanemærket og EU-Blomsten findes på mere end 200 forskellige produkttyper – og udbuddet af miljømærkede produkter og serviceydelser på det danske marked er på mere end 19.000. 

Læs også: Cases om grønne indkøb