Spring til indhold
Svanemærket logo

Cirkulær økonomi

Svanemærket er et oplagt redskab til at fremme cirkulær økonomi – både for virksomheder og indkøbere.

Ung mand på vej op af rund trappe i granit og udsigt til trækroner

I en cirkulær økonomi gør vi op med den lineære form, hvor virksomheder producerer varer, som bliver solgt, brugt og derefter smidt ud.

I den cirkulære økonomi er der i stedet for fokus på, at materialer og produkter forbliver i det økonomiske kredsløb med den højest mulige værdi i længst mulig tid. Her handler det om at forebygge affald ved at sikre produkter med god kvalitet og lang levetid – og ved at gøre reparation mulig. Og endelig handler det om, at vi kan genbruge og genanvende de materialer, som vores produkter er lavet af – i stedet for at tage nye råvarer fra naturen. Derfor er det bl.a. vigtigt at se på den måde, produkterne bliver designet på, og på de kemikalier, der indgår i produkterne. Her er Svanemærket et godt værktøj at tage i brug.

Svanemærket er et stærkt redskab til at fremme cirkulær økonomi

Svanemærket er et stærkt redskab til at fremme cirkulær økonomi. Svanemærket tager hele produktets livscyklus – fra råvarer, produktion og brug til genbrug, recirkulering og affald – med i vurderingen, når der bliver fastsat krav.

På den måde arbejder Svanemærket for lav miljøbelastning i hele produktets livscyklus og for at sende ressourcer med størst mulig værdi videre i kredsløbet efter brug. Dette er en forudsætning for cirkulær økonomi. Det sikrer nemlig fokus på, hvordan tiltag i én fase har positiv effekt flere steder i livscyklus, og hvordan man undgår at flytte en negativ miljøeffekt til et andet sted i livscyklus.

Illustration der viser faserne i en cirkulær økonomi

I de krav, svanemærkede produkter skal leve op til, er der set på alle relevante miljøparametre, bl.a. klima, kemikalier, ressourcer og biodiversitet og hele produktets livscyklus. Her arbejder Svanemærket ud fra følgende syv parametre:

  • Genbrug og redesign
  • Øget brug af fornybare, recirkulerede og mere bæredygtige råvarer.
  • Skrappe kemikaliekrav.
  • Reduceret brug af ressourcer og energi.
  • Kvalitetskrav og levetid.
  • Produktdesign, demontering og reparerbarhed.
  • Optimal affalds- og ressourcehåndtering.