Bygningsrenovering

Parcelhuse/rækkehuse, lejligheder, ældreboliger og lign., fritidshuse og -lejligheder, skoler og daginstitutioner samt kontorbygninger kan opnå en svanemærket renovering, hvis omfanget af renoveringen, eksklusive nedrivning, udgør mindst 25 % af bygningens værdi (eksklusive grundværdi) – eller hvis renoveringen omfatter 25 % af klimaskallens ydre.

Svanemærket har fokus på et lavt energibehov og godt indeklima i den renoverede bygning. Samtidig er der via krav til tilstandsanalyse samt ressource- og affaldshåndtering stor fokus på at øge muligheden for genanvendelse, hvilket mindsker både ressourceforbrug og affaldsmængder.

Kravene omfatter bl.a.:

  • Udarbejdelse af tilstandsanalyse og plan for genanvendelse, inden renoveringsarbejdet påbegyndes.
  • Miljøkortlægning af bygningen inklusive inventar for at sikre korrekt miljøsanering og håndtering af miljøfarligt affald, inden renoveringsarbejdet påbegyndes. Kortlægning af eventuelle fugtskader og plan for luftkvalitet, der bl.a. omfatter ventilation, kontrol og fjernelse af forureningskilder.
  • Anvendelse af nye byggeprodukter, materialer og kemiske produkter, der lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav.
  • Plan for håndtering af affald fra nedrivnings- og byggeproces, samt krav om verificering af bortskaffet affald, og hvordan det er bortskaffet.
  • Sikring af, at den renoverede bygnings energibehov lever op til mindst Renoveringsklasse 1.
  • Udarbejdelse af digital logbog over, hvilke materialer og kemiske produkter der bliver brugt, og hvor de er placeret i byggeriet.


  • Nationalt gebyr. Gebyrerne gælder for renoveringsprojekter, som gennemføres i Danmark.

    Gebyrer gældende fra d. 01-06-2018

    Type af gebyr

    Beløb

    Ansøgningsgebyr*

    3.000€ + moms per renoveringsprojekt*

    Mere end ét kontrolbesøg inden for Norden**

    500€ + moms per kontrolbesøg

    Ændring af eksisterende licens***

    For ændring i eksisterende licens er priserne:

    < 4 timer: 375€ + moms
    < 8 timer: 750€ + moms
    ≥ 8 timer: 1.500€ + moms

    Ved udvidelse med nye renoveringsprojekter betales et ansøgningsgebyr på 3.000€ + moms*. 
    Anvendelsesgebyr for Danmark
    Der betales per renoveringsprojekt: 0,15% af den totale entreprisesum, dog mindst 6.000€ + moms.

    Hvis entreprisesummen overstiger 10 mio. € (excl. moms), så betales kun 0,05% af den andel, der overstiger 10 mio. € (excl. moms).

    Halvdelen af gebyret betales i forbindelse med ansøgning om miljømærkning af projektet og betales ikke tilbage, hvis ansøgningen ikke gennemføres. Resten betales når renoveringsprojektet er gennemført.
    Minimumsgebyr for Danmark
    2.000€ + moms per år per licens (dette er mindste beløb, der skal betales i hvert kalenderår – også selvom der ikke gennemføres nye Svanemærkede renoveringsprojekter i det år). 

    * Nye renoveringsprojekter, hvor ansøger allerede fra tidligere ansøgning har fået godkendt materialelisten og hvor processerne er identiske med allerede godkendte processer kan få halveret ansøgningsgebyret. 

    ** Ved kontrolbesøg hvor der er behov for mere end en dag væk fra kontoret inkl. rejsetid, kan Miljømærkning Danmark pålægge et yderligere gebyr på 1.000€ + moms per ekstra dag. Andre ekstraordinære omkostninger i forbindelse med kontrolbesøg kan også blive pålagt ansøger. 

    *** For udvidelse eller ændringer til en licens bliver tidsforbrug til sagsbehandling faktureret efter opgavens omfang. Vi skelner mellem rent administrative opgaver, som tager mindre end 1 time og øvrige opgaver i intervallerne mindre end 4 timer, mindre end 8 timer og 8 timer eller mere.

    Offentliggjort d.04-06-2018 gældende fra d. 01-06-2018.

    Der tages forbehold for fejl og mangler.