Emballage til flydende fødevarer
Produktgruppen omfatter primæremballage af pap, plast, aluminium og glas, som bruges til færdigproducerede mad- og drikkevarer som for eksempel mælk, supper og yoghurt. Emballagens indhold, altså mad-/drikkevaren, kan ikke svanemærkes.
Der er skrappe krav til de råvarer og kemikalier, som bliver brugt til at fremstille svanemærkede emballager til flydende fødevarer - og der er fokus på både miljø- og sundhedsaspekter. Kravene er med til at fremme øget genanvendelse, reducere produkternes klimabelastning, bidrage til større uafhængighed af fossile råvarer og undgå tab af biodiversitet.
Kravene omfatter bl.a.:
- Emballagen skal bestå af mindst 90 % fornybare materialer eller mindst 80 % genanvendt materiale for at spare på jordens ressourcer og reducere drivhusgasemissioner.
- Skrappe krav til kemikalier, hvilket gavner både sundhed og muligheden for genanvendelse. Dette omfatter bl.a. forbud mod ftalater, bisphenol A, S og F samt PVC.
- Træråvarer skal kunne spores og være certificerede.
- Design af emballagen for at øge muligheden for genanvendelse og for at sikre, at miljøfordelene ikke opnås på bekostning af emballagens primære funktion, der er at beskytte og bevare fødevaren.
- Mærkning med sorteringssymbol/-tekst.