Råvarefasen
Råvarer er de ressourcer, der bruges til at fremstille produkter. Det kan fx være træ, metal, mineraler eller olie. Men jordens ressourcer er ikke uendelige, så derfor skal vi passe godt på dem. Hvis vi bliver ved med at bruge jordens ressourcer i det nuværende tempo, har vi nemlig brug for mere end to jordkloder i 2050.
Derfor ser Svanemærket og EU-Blomsten på de råvarer, der bliver brugt til at producere miljømærkede varer. Og hvis der er mulighed for at opnå en miljøgevinst, stiller miljømærkerne krav om at begrænse forbruget af råvarer – og/eller krav om, at råvarerne skal være bæredygtige, fornybare eller recirkulerede.
Bæredygtige råvarer er, når der er stillet krav til udvindingen eller dyrkningen af råvaren. Fx certificeret bæredygtigt træ eller økologisk bomuld. Fornybare råvarer er biologiske materialer, der kan reproduceres i naturen, så der hele tiden er rigelige af dem, og man dermed ikke tømmer jordens lager, selv om man bruger dem. Det kan fx være nogle slags træ. Recirkulerede råvarer er genanvendte ressourcer.
Genanvendelse vil ofte være et godt valg for at spare på jordens ressourcer, men i nogle produkter forbyder miljømærkerne faktisk genanvendte materialer, da de kan indeholde skadelige kemikalierester. Fx tillader Svanemærket ikke genanvendte materialer i engangsartikler, der skal have kontakt med fødevarer. Dvs. bl.a. madpapir og kaffefiltre, hvor sundhedsaspektet vejer tungest.
Råvarekravene varierer altså fra produkttype til produkttype. Svanemærkets krav til byggeri, stearinlys og tonerkassetter er eksempler på, hvordan kravene kan være forskellige:
- Til byggeri skal 100 % af træet være sporbart og lovligt fældet – og derudover skal mindst 70 % af træet være certificeret bæredygtigt træ.
- Til stearinlys er er der krav om minimum 90 % fornybare råvarer.
- Til tonerkassetter til printere er der krav om genfremstilling. Genfremstilling vil sige, at man i større eller mindre grad genanvender et produkt, der kommer retur. Dvs. at man fylder en brugt tonerkassette med ny farve og sælger den igen.