Hvad er bæredygtighed?

Begrebet bæredygtighed dukker op i mange forskellige sammenhænge. Men hvad betyder bæredygtighed egentlig? Hvordan kan vi passe på jorden, så den ikke tager skade af den måde, vi lever på? Og hvad kan du selv gøre for at leve mere bæredygtigt?

Hånd holder kompas og spejder ud i horisonten

Bæredygtig livsstil. Bæredygtig mode. Bæredygtigt byggeri. Bæredygtig produktion. Bæredygtige investeringer. Bæredygtighedsmål. Bæredygtige løsninger. Bæredygtig bundlinje.  

Begrebet bæredygtighed dukker op i mange forskellige sammenhænge, og bliver brugt bredt. Derfor er der ikke noget at sige til, hvis du synes, at det er svært at få styr på begrebet. 

Læs også: 5 tips til et mere bæredygtigt forbrug

Bæredygtig udvikling blev i 1980’erne første gang defineret som ”en brug af jordens resurser, der skaber balance mellem udnyttelse og beskyttelse, så vi ikke ødelægger vort livsgrundlag. En bæredygtig udvikling skal sikre menneskenes nuværende behov uden at forringe fremtidige generationers muligheder for at opfylde deres” (Brundtlandsrapporten). 

Og når vi i dag taler om miljømæssig bæredygtighed, handler det kort fortalt om at passe på jorden, så den ikke tager skade af den måde, vi lever på. Det vil sige at skabe de bedst mulige betingelser for mennesker og miljø – både nu og i fremtiden. Og det kan vi alle sammen være med til. De valg, vi træffer hver dag, har nemlig betydning og konsekvenser for jorden og dermed også for fremtidige generationer.

Læs også: 10 tips til en bæredygtig forælder

Din genvej til en mere bæredygtig hverdag

Svanemærket og EU-Blomsten er din genvej til en mere miljømæssig bæredygtig hverdag. Bæredygtighed kræver at vi tænker helhedsorienteret, og her har Svanemærket og EU-Blomsten den fordel, at mærkerne ser på hele produktets rejse – til gavn for mennesker, miljø og for jordens ressourcer.

Læs også: Hvad er Svanemærket

Du har rig mulighed for at tænke mærkerne ind i din hverdag. Især Svanemærket er meget udbredt på forbrugerprodukter, da det er muligt at svanemærke indenfor mere end 200 forskellige typer af produkter. Få overblik over de mange miljømærkede muligheder, der er til dit hjem, din have og til hverdagen her

Husk dog, at det mest bæredygtige forbrug er det forbrug, der slet ikke finder sted. Spørg derfor dig selv, om du har brug for de varer, som du har fundet, inden du afslutter et køb. Eller om du kan undvære nogle af varerne og på den måde fx minimere dit madspild og undgå fejlkøb i klædeskabet – eller låne dig frem og på den spare både ressourcer og penge. 

Læs også: Fem facts om Svanemærkets krav

3 former for bæredygtighed
Overordnet skelner man typisk mellem tre former for bæredygtighed – her kan du se, hvad de kort fortalt handler om: 

Miljømæssig bæredygtighed:
At passe på jorden, så den ikke tager skade af den måde, vi lever på. Det vil sige om at skabe de bedst mulige betingelser for mennesker og miljø – både nu og i fremtiden.

Social bæredygtighed: At sikre social retfærdighed. 

Økonomisk bæredygtighed: At have styr på økonomien – også på længere sigt.