Gør det til en god vane at få frisk luft – det er godt for både kroppen og tankerne. En undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening viser, at grønne omgivelser både gør børn gladere og sundere. Ifølge undersøgelsen forbinder børnehavebørn buske, blomster og træer med det at have det godt – og så er børn med daglig adgang til natur og grønne områder også mere aktive og mindre syge. Pak forstørrelsesglas og varm kakao og gå på jagt i skovbunden. Tag fiskenet med til åen eller søen og fang tang og haletudser. Leg en god omgang dåseskjul i en park i nærheden. Planlæg en overnatning i shelter eller telt, hvor I får mulighed for at lytte til naturen om natten. Det handler om at finde de aktiviteter, der passer bedst til jer. Og hvis dit barn oplever glæden ved naturen, vil det ikke bare blive gladere og sundere her og nu. Det vil sandsynligvis også helt naturligt værne mere om naturen, når det bliver større.
7. Del eller lej tøj og sko
Det kan betale sig at dele. Fx er det en god idé at dele børnetøj og -sko. Alene det første år kan du nemlig bruge op mod 20.000 kr. på tøj og sko, hvis alt købes fra nyt. Men babytøj når sjældent at blive slidt. Det er derfor oplagt at dele det med venner og familie – eller at leje noget af det, fx på Circos. På den måde er der store besparelser at hente både for pengepungen og miljøet. Miljøstyrelsen har lavet en beregning. Den viser, at hvis du låner dig frem til 2/3 af babytøjet det første år og køber den sidste 1/3 selv, kan du spare 13.000 kr. For det beløb vil du kunne købe en klapvogn og en barnevogn eller en ladcykel. Men også miljøet opnår en gevinst. Tøjproduktion kræver nemlig store mængder vand, energi og kemikalier. Ved at låne dig frem til 2/3 af tøjet det første år, sparer du miljøet for 10.867 liter vand, hvilket svarer til 2.900 toiletskyl. Og du sparer miljøet for 2.175 MJ energi – det svarer til 12 % af en husstands årlige elforbrug.
Der er også andre steder, hvor du kan dele og dermed spare. De ting, du ikke har behov for dagligt, men bare en gang imellem, kan du dele med venner, naboer eller i familien. Lav en delebilsordning med dine gode venner, som bor i nærheden, eller del større værktøj og havemaskiner med dine naboer i grundejerforeningen.
Du kan også benytte dig af forskellige fora, hvor man kan leje tøj og tasker til de begivenheder, hvor man gerne vil gøre lidt ekstra ud af sig selv.
Læs også: Klæd dit barn grønnere på
8. Genbrug
Du kan spare mange penge ved at købe nogle ting brugt fx møbler til boligen, tøj til dit barn eller en bog til dig selv. Gå på jagt på det lokale loppemarked eller på en af de mange portaler, hvor man kan købe og sælge brugte ting. På samme måde kan de ting, dit barn er vokset fra, eller det sofabord, som der ikke er plads til i den nye lejlighed, glæde nogle andre, hvis du sælger det videre, forærer det til en ven eller den lokale genbrugsbutik. Og hvis du ikke lige kan komme i tanke om nogen, der står og mangler en bogreol eller en børnecykel, kan du lave et opslag på grundejerforeningens facebookside, hvor du skriver, at der er ting til fri afhentning. Så slipper du måske for en tur til genbrugsstationen.
At genbruge føles ikke bare bedre end at smide tingene ud. Det er også bedre for miljøet. Pointen er simpel: Jo flere, der bruger tingene, jo færre ting er der brug for – og på den måde sparer du ressourcer til produktion af nye produkter.
Tip: Et enkelt godt tip er dog at lade være med at købe gammelt legetøj af blødt plastik. Legetøjet kan nemlig indeholde ftalater, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og som der ikke var lige så skrappe regler for før 2007, som der er i dag.
Glas og flasker, pap og papir, plast, dåser, batterier og madrester. Der er rigtig meget affald, der kan bruges igen, hvis vi undlader at smide det hele i samme skraldespand. På den måde gør du noget godt for miljøet, hver gang du sorterer dit affald.
10. Giv de gode vaner videre
Hvis du har mindre børn, har du garanteret oplevet, hvordan de kopierer dig, når de leger. Især rollelege eller leg med dukker kan være et sjovt og sommetider skræmmende spejl for forældrene, der pludselig hører deres egne formaninger, bekymringer eller dårlige vaner indarbejdet i legen. Men det er ikke kun små børn, der kopierer forældrene. Større børn gør det også – og du har alle muligheder for at skabe gode vaner og give dem videre til dit barn. Cykler du til arbejde, kan du fortælle, at du på den måde holder dig sund og sporty, undgår at udlede CO2 og sparer penge. Har du et stofnet eller en brugt plastikpose med i rygsækken, når I handler, kan du forklare, hvordan I på den måde sparer penge – og sparer miljøet for produktion af endnu en pose. Og kigger du efter varer i supermarkedet, der er økologiske, svanemærkede eller mærket med EU-Blomsten, vil dit barn helt sikkert hjælpe dig med at finde dem og spørge ind til, hvorfor de er bedre end de andre varer. Din fortælling spiller på den måde en stor rolle for dit barns fremtid.
Læs også: Giv de gode vaner videre