Sådan skaber du et sundere børneværelse

Mange børneværelser fungerer både som soveværelse, legestue, opbevaringsrum og pusleplads. Det stiller ikke bare store krav til indretningen, men også til fx udluftning og rengøring. I denne guide kan du få inspiration til, hvordan du sikrer et sundt børneværelse.

Dreng leger med bamse på sit værelse

Luft ud hver dag

Luften indenfor kan faktisk være mere forurenet end luften udenfor. Derfor skal du sørge for, at luften hyppigt bliver skiftet ud. Det kræver gennemtræk. Miljøstyrelsen anbefaler, at du sørger for gennemtræk 2 x 5 minutter hver dag. Du kan fx gøre det til en god vane at lufte ud på børneværelset lige inden sengetid, mens dit barn får børstet tænder og kommer i nattøjet. På den måde bliver dit barn puttet i frisk luft og vil samtidig opleve det som ekstra dejligt at blive pakket ind i sin dyne.

Gør ofte rent

Det er ikke af de sjoveste opgaver, men ikke desto mindre er den vigtig: rengøringen. Opgaven er vigtig, fordi kemikalier ophober sig i støvet. Det betyder, at dit barn kan optage sundhedsskadelige stoffer, hvis det fx sutter på fingre, der har rørt ved støv. Vær opmærksom på, at det ikke er nok at støvsuge – der skal også tørres støv af hylder, vindueskarme og andre flader. Og når det handler om børneværelset, er det også en god idé at huske kasserne med legetøj. Miljøstyrelsen anbefaler, at du fjerner støv mindst en gang om ugen. Og hvis du synes, at det er lige lovlig ofte i det travle liv som forælder, så prøv at tænk på, at du ikke kun gør det for at få en pænt hjem, men også et sundt hjem.

PS: Rengøringsmidler med Svanemærket eller EU-Blomsten skader ikke naturen, når de skylles ud, da de lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav. Desuden er de effektive og drøje i brug.

Læs også: Sådan skaber du et godt indeklima

Sluk elektronikken

Når du slukker elektronik, sparer du ikke bare på elregningen og din klimabelastning. Du sikrer også et bedre indeklima, da elektronik især frigiver kemikalier til omgivelserne, når det er tændt. Det er derfor en god idé at slukke for elektronikken, når I ikke bruger det.

Vælg sunde og sikre møbler

Prinsesseværelse, enkelt nordisk design eller retro? Børneværelser kan være lige så forskellige som børn. Men uanset stilen på børneværelset er det afgørende, at møblerne er sikre og sunde. Et godt råd er derfor at se efter svanemærkede møbler. De lever nemlig op til skrappe krav til miljø, sundhed, styrke, sikkerhed, stabilitet og kvalitet. Det betyder bl.a., at dit barn ikke bliver udsat for unødvendige stoffer – hverken ved indånding eller nærkontakt. Fx må møblerne ikke indeholde ftalater, tungmetaller og såkaldt halogenerede flammehæmmere. Og der er stillet krav til afdampning af skadelige stoffer – det gavner indeklimaet. Du finder svanemærkede møbler fra bl.a. Hoppekids, Collect Furniture og Klarskov. Se hele udvalget af svanemærkede møbler her.

Vælg madras ud fra komfort og kemi

Hvad ser du efter, når du skal vælge ny madras til dit barn? At målene passer til sengen? At den giver god støtte til dit barns krop? Prisen? En god madras er afgørende for god søvn. Det handler både om komfort og kemi. Men lige præcis kemi kan være svær selv at tjekke. Her kan du hente hjælp ved at se efter EU-Blomsten. Så ved du nemlig, at madrassen lever op til strenge krav til brug af stoffer, der kan skade miljø og sundhed. Og at den ikke indeholder farvestoffer, som man ved kan være kræftfremkaldende, mutagene, skadelige for reproduktionen eller allergifremkaldende. Se hele udvalget af madrasser med EU-Blomsten her.

Giv barnet en tryg søvn

En tryg søvn handler om mange ting. Det handler om en seng, som barnet ikke kan falde ud af eller komme til skade i. Det handler om en god madras. Om en god puttestund. Og så handler det om en god dyne at putte med. For dit barn ligger hver nat med dyne og pude direkte mod huden. Det er derfor en god idé at tænke over, hvad de indeholder. Svanemærkede dyner lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav. Fjer og dun må ikke være plukket fra levende dyr, og det færdige produkt har belastet miljøet mindst muligt i produktionen. Desuden skal dynerne være i god kvalitet. Der findes flere svanemærkede dyner på det danske marked til både baby og junior – se efter dynerne fra fx Høie og Änglamark. Der findes også sengetøj med Svanemærket eller EU-Blomsten. Og måske sover man lidt bedre, hvis man ved, at sengetøjet lever op til krav, der både gavner dem, der bruger sengetøjet og dem, der har produceret det. Og hvis man ved, at det færdige produkt har belastet miljøet mindst muligt i produktionen.

Læs også: Giv dit barn en god nattesøvn

Lad døren til værelset stå åben

Det har stor betydning for indeklimaet i børneværelset, om døren til værelset er åben eller lukket, når dit barn sover. Det viser målinger, som Videncentret Bolius har lavet. Ifølge målingerne kommer CO2-niveauet i værelset langt højere op, når døren er lukket, end når den er åben. Bliver CO2-niveauet for højt, kan det give dit barn hovedpine, træthed og koncentrationsbesvær, og det kan gå ud over dets udvikling og læring. Lad derfor døren til børneværelset stå åben, eller mindst 20 cm på klem, når dit barn sover. På den måde skaber du nemlig et indeklima, som er bedre og sundere for dit barn.

Lad nye ting dampe af

Når du køber nye møbler, tæpper eller legetøj til børneværelset, er det en god idé at pakke det ud et andet sted og at lade det dampe af udenfor, inden det kommer ind på dit barns værelse. På den måde bliver der afgivet færre kemikalier på det værelse, hvor dit barn typisk opholder sig flest timer i døgnet.

Tre gode grunde til at vælge miljømærket maling til børneværelset

Maling handler om at vælge kulør. Det er dog langt fra al maling, der har et grønt grundkoncept. Alle malinger indeholder kemikalier, men man kan minimere indholdet af de miljø- og sundhedsskadelige kemikalier ved at gå efter produkter med Svanemærket eller EU-Blomsten. Det skyldes især tre ting. For det første indeholder miljømærket maling ikke tungmetaller eller blødgørere, som kan skade forplantningsevnen. For det andet lever malingen op til skrappe krav til opløsningsmidler, fx terpentin. Og for det tredje sikrer miljømærkernes krav til kvaliteten, at malingen rækker langt og dækker godt.