Inspiration til udklædning

Farverige masker, seje kostumer og lækkerier i lange baner. Mange børn er vilde med at klæde sig ud til fx fastelavn, halloween og diverse udklædningsfester i institutionen eller hos vennerne. Og der er rig mulighed for at skrue godt op for både festen og farverne - især den grønne. Her får du inspiration til, hvordan du kan træffe gode, grønne valg ved festlighederne.

boern_fastelavn_inspiration
Klæd ud med genbrug

Det er en god idé at købe et brugt kostume eller være kreativ med gammelt tøj eller ting fra naturen. På den måde kan dit barn nemlig få brugt sin fantasti og kreative evner på en helt anden måde, end når det bare trækker et spritnyt kostume over hovedet. Og du kan fortælle dit barn, at I ved at undgå at købe nyt, er med til at passe på naturen. Det vil de fleste børn gerne være med til. 

Et par slidte strømpebukser kan klippes til en kattehale, garn kan snildt fungere som spindelvæv, en gren fungerer perfekt som stok eller tryllestav, og mors gamle sorte t-shirt kan laves om til en heksekjole. At genbruge føles ikke bare bedre end at smide tingene ud. Det er også bedre for miljøet. Pointen er simpel: Jo flere, der bruger tingene, jo færre ting er der brug for – og på den måde sparer du ressourcer til produktion af nye produkter. 

Vask nye kostumer før brug

Hvis du vælger at købe et nyt kostume, så husk at vaske det før brug. Når det er vigtigt at vaske nyt tøj, skyldes det, at du ved hjælp af 1-2 vaske kan vaske restkemikalier ud, inden du – eller dit barn – tager det på. Restkemikalier kan bl.a. give allergiske reaktioner og hudirritation – derudover er nogle af kemikalierne under mistanke for at virke hormonforstyrrende. Læs mere hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Beskyt huden

Hvis dit barn meget gerne vil sminkes for at opnå det helt rigtige drage- eller hekselook, er det en god idé at bruge en fed, svanemærket creme under sminken. Cremen beskytter huden og gør det nemmere at få sminken af igen. Og Svanemærket sørger for, at cremen lever op til skrappe kemikaliekrav.

Når dagen er omme, og sminken skal tages af, kan I også finde svanemærkede renseprodukter, der er skånsomme mod huden – og miljøet. 

Vær også opmærksomme på, hvilken sminke I vælger. Forbrugerrådet Tænk Kemi anbefaler sminke i fast form, da flydende sminke kan indeholde langt flere konserveringsmidler, som kan være problematiske. Få flere råd til sminken fra Forbrugerrådet Tænk Kemi

PS: I kan selvfølgelig også overveje, om en maske – fx en fin eller uhyggelig halvmaske – kan være alternativ til sminken, så I på den måde undgår at smøre noget direkte på dit barns hud. 

Svanemærket bagepapir

Vælg svanemærket bagepapir

Bag fastelavnsbollerne eller de uhyggelige halloweenkager på svanemærket bagepapir. Det er nemlig ikke tilsat fluorstoffer. Fluorstoffer er gode at undgå, da mange af dem er sundhedsskadelige, fx er mange af dem mistænkt for at være hormonforstyrrende. Samtidig er de tungt nedbrydelige i naturen.

Pynt op med naturen

Skal I pynte op til udklædningsfesten derhjemme? 

Hvis det drejer sig om halloween, kan I gøre det til en (u)hyggelig dag, hvor I samler og pynter sten, kastanjer og blade, som kan skabe den helt rigtige stemning i hjemmet. Det giver jer en sjov oplevelse sammen som familie, og så sparer I også penge ved ikke at købe jeres pynt. 

På samme måde kan I gå ud i haven eller andre steder i naturen, når I skal samle grene til at lave fastelavnsris. Eller I kan tage finde en spirende gren og sætte den i vand – og pynte den med små masker og tønder, som I klipper ud i pap og farvelægger.