Ifølge naturvejleder Emil Sanderhoff er det vigtigt, at vi åbner naturen for børn og lærer dem om naturens mangfoldighed. Det fortalte han i et interview, som du kan læse her. Børn skal kunne kende forskel på en solsort og en råge, en salamander og et firben, og de skal kunne kende de forskellige slags edderkopper fra hinanden. Hvis vi ikke kender forskel på arterne, vil vi ikke opdage, når enkelte arter uddør. Derfor er det enormt vigtigt, at vi giver vores børn et godt artskendskab.
Det kan vi bl.a. gøre ved at tage på tur i naturen med dyr og insekter for øje. Tag en kikkert og fuglebog med på tur, og se, hvilke forskellige fugle I ser. Løft sten op fra jorden, og oplev, hvordan det pibler frem med små insekter. Se efter dyrespor i jorden eller sneen, og tal om, hvilke dyr der mon står bag.
I kan også kaste jer ud i at lave en faldfælde i baghaven. Det gør I ved at grave et hul i jorden og sætte et plastikkrus eller tomt syltetøjsglas ned i hullet, så toppen flugter med jorden. Derefter lægger I noget madding i kruset, fx lidt hvidvinseddike eller et stykke æble. Til sidst laver I et tag over kruset med fire sten, som placeres rundt om glasset, med en plade på. Lad fælden stå natten over, og så vil insekterne strømme til fælden. Når I har studeret insekterne, skal I selvfølgelig huske at slippe dem ud i naturen igen.
Hvis I i øvrigt vil give den biologiske mangfoldighed en hjælpende hånd, kan I skabe rum og plads for naturen til at udfolde sig i jeres have. Lad din græsplæne gro vildt. Giv træerne lov til at vokse sig store, og lad de gamle træer blive til træruiner. Få krat, urter og græsarter til at sprede sig, og lav vandhuller og læsteder til dyrene. Og lad være med at bruge kunstgødning og sprøjtegift. Jo vildere og mere naturlig din have er, desto bedre passer du på naturen.
Læs også: Inspiration til haven