Naturvejleder Emil Sanderhoff: Spring ud i foråret

Forårsfornemmelser. Forårsforelskelse. Forårsforvandling. Med foråret kommer mange skønne ting. Dagene bliver lysere og længere, temperaturerne bliver lunere. Naturens vækster vokser, og dyrene vågner. Foråret har masser at byde på, og det bedste, du kan gøre, er at springe ud i det. I artiklen her deler naturvejleder Emil Sanderhoff 5 gode idéer til oplevelser i forårsnaturen med børn.

Emil Sanderhoff

Foråret kalder på tid i naturen. Og særligt som børnefamilie er det en god idé at lytte til det kald. I dag er børn nemlig kun halvt så meget ude i naturen, som deres bedsteforældre var i deres barndom. Det viser en undersøgelse, som Gallup i 2013 lavede for Danmarks Naturfredningsforening og Friluftsrådet. Det er ærgerligt, for tid i naturen har mange fordele – både for dit barn, for dig selv og for jer som familie.

Vi har talt med naturvejleder Emil Sanderhoff om, hvorfor det er så vigtigt, at vi kommer ud i naturen med vores børn. Og så giver han 5 idéer til naturaktiviteter i foråret.

Hvorfor er det vigtigt at komme ud i naturen med sine børn?

”Børn skal ud i naturen for at få stimuleret deres sanser og fantasi. Naturens mange dynamiske former, dufte, farver og lyde sætter ting i gang hos børn på en helt anden måde, end når de er indenfor. Børn skal have fingrene i jorden, falde ned fra et træ og hoppe i en vandpyt. De skal opleve dynamikkerne i naturen, og de skal lære om livet og døden. Børn er nysgerrige og videbegærlige, og i naturen er der masser at kigge på og undersøge.

Det er også vigtigt, at både børn og voksne kommer ud og går på opdagelse og oplever naturens mangfoldighed. Hvis vi ikke ved, hvad der er i naturen, så ved vi heller ikke, hvad der forsvinder. Og lige nu forsvinder meget af naturen desværre – og det går hurtigt. Derfor skal vi alle sammen lære at kende forskel på de forskellige arter, og vi skal alle sammen lære at passe godt på naturen.

Der er så mange fede eventyr i naturen – lige uden for vores dør. Og naturen er heldigvis ikke væk endnu. Men vi skal have øjnene op for alt det, den kan, så vi ikke risikerer at miste den helt”.

Hvad er særligt ved naturen i foråret?

”Jeg synes jo, at alle årstiderne er særlige, fordi de kan noget forskelligt – og det er så fedt, at vi hele tiden kan nyde den årstid, vi er i, mens vi glæder os til den næste. Foråret er ganske særligt, fordi alting får nyt liv. Hvert år er det en skøn følelse, når de første bøgegrene springer ud, og solens stråler skinner ned igennem dem. Den rene luft, den friske duft. Vinterens mørke og mudder forsvinder, dagene bliver lysere, planterne spirer. Masser af dyr vågner op fra hi, insekterne begynder at sværme igen, og trækfuglene vender hjem. Vi mennesker får også mere energi. Det er bare skønt”.

5 idéer til naturaktiviteter i foråret

Nedenfor giver Emil Sanderhoff fem bud på naturaktiviteter i foråret.

1) Hold øje med forårsfriske hugorme

”Foråret giver ikke bare os mennesker mere energi – også dyrene bliver mere friske og frejdige. Det gælder bl.a. hugormene, som i foråret ligger ude i solen for at suge varme og energi til sig, så de er klar til at parre sig. Derfor er foråret en god anledning til at få et godt kig på en hugorm, som ellers kan være svær at få øje på.

Tag ud til noget åbent land, som en eng, et overdrev eller en hede, eller led langs krat og buske. Her kan I være heldige at finde en hugormehan, som ligger og venter på, at hunnerne vågner, så han kan opsøge en at parre sig med. Hugorme har meget dårlig hørelse, men til gengæld har de en høreknogle, som gør, at de kan mærke vibrationer i jorden fra fx fodtrin. Derfor skal man snige sig afsted på listefod for at komme tæt på dem – og det er børn som regel rigtig gode til”.

Hugorm

2) Se en vaskeægte drage

”Ja, det lyder måske lidt vildt at tale om drager, men den er god nok. I Danmark har vi vores egen udgave af en drage, nemlig vandsalamanderen – og i foråret er der gode muligheder for at se en. Vandsalamandere er padder, og padder yngler i vand i foråret og om sommeren. Så tag børnene med til et vandhul, og vis dem en vaskeægte dansk drage.

Der findes både store og små vandsalamandere, og de er begge meget smukke. Den lille vandsalamander har gyldenbrun eller grålig ryg, og på undersiden har den orange stribe i midten og mørke pletter. Den store har mørkegrå eller sort ryg og mange små, hvide vorter på siderne. På undersiden er den store vandsalamander gul med sorte pletter. Både den store og lille hanvandsalamander har i yngletiden en høj, takket rygkam, som den frister hunnen med.

I løbet af de sidste 100 år er vandsalamanderen gået meget tilbage i antal, bl.a. fordi deres vandhuller er tørret ud eller groet til, eller fordi de bliver spist af fisk og ænder. Derfor skal vi passe rigtig godt på de vandsalamandere, vi har tilbage – og derfor er det vigtigt at understrege, at hvis man tager ud for at kigge på de flotte væsner, skal man behandle dem respektfuldt og passe rigtig godt på dem”.

Vandsalamander

3) Tag på udkig efter ugler

”Natugler yngler tidligt på året, og allerede i det tidlige forår kan man være heldig at se ugleunger rundt om i landet. De små ugleunger ligner pjuskede, grå vattotter, og de er derfor relativt nemme at få øje på i træerne, når de sidder og venter på, at deres mor kommer tilbage fra jagt med mad til dem.

Det er lidt sværere at få øje på en voksen natugle, da de er sindssygt gode til at kamuflere sig – men det er muligt. Fordi natuglerne er aktive om natten, sidder de og sover om dagen – ofte helt tæt på deres unger. Så hvis man om dagen får øje på en ugleunge, er moren nok tæt på. Et andet godt tip, hvis man vil finde frem til en voksen natugle, er at lytte efter solsorten og andre fugle. De andre fugle er nemlig ikke ret glade for uglen, så hvis de ser en, begynder de at fløjte og pippe på livet løs, fordi de skælder den ud. Derfor kan man gå efter lyden af sure fugle, og så forhåbentligt finde frem til en ugle.

Der findes over 3.000 ynglende natuglepar i Danmark, så du kan være heldig at spotte en ugle mange forskellige steder i landet – også i byernes parker og på kirkegårde”.

Natugle

4) Find uglegylp og lav musepuslespil

”Er du ikke så heldig at få øje på en ugle, kan du i stedet satse på at finde dens gylp, fx i et skovbryn. En klump uglegylp er nemlig den rene skat at få fingrene i. Når en ugle fanger og spiser en mus, sluger den musen med hud, hår og hele molevitten. Bagefter sætter den sig hen på en gren og slår mave, og pludselig gylper den en fantastisk guldklump op.

Uglen kan ikke fordøje musens hår og knogler, så uglegylpet vil være fyldt med resterne af musen. Det giver anledning til en sjov aktivitet for børnene: Tag gylpklumpen med hjem, læg den på et underlag som fx en avis eller en plasticpose, og finsorter så klumpen. Med nænsom hånd kan I sortere musens knogler og måske kraniet fra, og bagefter kan I lægge det hele op på et stykke mørkt papir og se, om I kan samle de små knogler til et lille musepuslespil”.

Familievejleder Lola Jensen

5) Find liv i lort

”Det er forår, og der er liv over alt – heldigvis for det. I skovbrynet, i bækken, under stenene… Men et sted, de færreste måske kigger efter liv, er i lort. Men der er masser af det. I den forbindelse er der en fantastisk aktivitet, man kan lave – nemlig at kigge efter møgbiller i kokasser. Det kræver kun en spand, lidt vand, en skovl og en teske.

Opgaven er meget enkel: Tag ud på en mark eller eng, hvor der går nogle køer. Så skal I finde en dejlig kokasse, gerne et par dage gammel, så den har lidt skorpe. Så tager I kokassen, lægger den op i en spand, hælder vand over, og så blander I rundt. Lynhurtigt kan I se rå mængder af biller pible frem, og dem kan I fiske op med en teske og kigge nærmere på. Der er mange fantastiske skabninger, der lever i sådan en lort, fx skarnbasser, møggravere, gødningsfluer og rovbiller”.

Kokasse og møgbille

TIP: Hav altid et mål med turen

”Når man skal have børn med ud i naturen, er det altid godt at have et klart mål. Børn efterlyser generelt altid meningen med tingene: ”Hvorfor skal jeg kunne brøkregning, hvorfor er græsset grønt, hvorfor skal jeg ud i naturen?”. Derfor er det nemmere for dem at forholde sig til en tur i naturen, hvis de ved, hvad målet er. Så forklar dem på forhånd, at I skal sætte en fælde op, så I kan undersøge de sjove insekter nærmere, eller at I skal samle jeres egne muslinger til aftensmad. Og gør det ekstra spændende ved at gøre det til en leg, hvor I fx leger pirater på havet, der skal fange jeres egen mad”.