8 tips til skiferien
Uanset hvor årets skiferie går hen, er der gode muligheder for at gøre noget godt for miljøet – og dig selv. Her får du otte grønne tips.

1. Tænk over tøjet
Skal du have nyt skitøj inden afgang? Så vælg en mere miljøvenlig løsning. Du kan fx købe dit skitøj brugt frem for nyt. Det er både billigere for dig og bedre for miljøet. Besøg fx www.skisport.dk, som forhandler masser af brugt tøj og udstyr. Der findes også portaler, hvor du kan leje skitøj og -udstyr i stedet for at købe det. Eller måske kender du en, som du kan låne skitøjet af.
Hvis du foretrækker at købe nyt skitøj, så gå efter tøj af god kvalitet. Det holder længere og kan betale sig at reparere. Det betyder, at I som forældre højst sandsynligt vil kunne bruge det samme tøj i mange år, og at børneskitøjet kan gå i arv eller sælges videre til en god pris, når dit barn vokser ud af det.
Du kan også holde varmen med svanemærket undertøj fra Dilling Underwear. Svanemærkede tekstiler lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer – til gavn for både dem, der bruger tøjet og dem, der producerer det. Det færdige produkt har belastet miljøet mindst muligt i produktionen. Og kvaliteten er god.
2. Overvej alternative transportmuligheder
Transport står for en stor del af CO2-udledningen, men også her er der mulighed for at træffe et grønnere valg. Tillader afstanden og forholdene til din feriedestination, at du tager toget, er det en god idé at gøre det frem for at flyve eller køre i bil. På den måde sparer du nemlig CO2. Og så er der også mange andre fordele. Fx har de fleste tog mere benplads end fly. Samtidig giver toget dig mulighed for at nyde de smukke landskaber og iagttage forskelle i natur, kultur og arkitektur undervejs på turen. Endelig vil der som regel også være god plads til at sidde og spille eller læse sammen med familien undervejs – på den måde kan I slappe af og nyde hinanden, allerede inden I er nået frem til jeres destination.
Hvis det alligevel giver bedst mening for jer at køre i bil, så sørg for at fylde bilen op i stedet for at køre flere biler afsted.
Læs også: 3 tips til transporten
3. Efterlad et grønnere hjem
Mange af os har fokus på, hvad vi skal have med på rejsen – og glemmer derfor alt om det, vi ikke skal have med. Men der er faktisk også mulighed for at spare penge og leve grønnere ved at gå en runde derhjemme inden afgang: Sluk lyset i alle rum, og hiv stik ud af stikkontakterne, før du tager afsted på ferie. På den måde sparer du strøm og dermed også penge – og samtidig gavner det klimaet.
I dagene op til afrejse kan du vælge at lave mad ud af det, du allerede har i køleskabet frem for at købe nye råvarer, som du måske ikke når at spise inden afgang. Hvis det kniber med kreativiteten, findes der flere apps, som kan hjælpe dig med at trylle dine rester om til lækre retter, som fx For Resten. Er der alligevel mad tilbage, når du skal afsted, kan du fryse det ned eller give det til naboen, frem for at smide det ud.
Læs også: Efterlad et grønnere hjem, når du rejser væk
4. Pas godt på dig selv
Både kulde og sol kan være hård ved huden. Derfor er det en god ide at have solcreme og læbepomade med på skiferien. Når du vælger en svanemærket udgave, beskytter du ikke kun hud og læber mod sol og kulde. Du skåner den også for parabener og andre stoffer på EU’s liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende – og for konserveringsmidler, der er klassificeret som allergifremkaldende.
I dag findes der mere end 200 forskellige solprodukter med Svanemærket. Udvalget tæller bl.a. mærker som Apotekets, Avivir, Derma, Matas, Änglamark og Rudolph Care. Se hele udvalget her.
Du kan læse mere om svanemærkede plejeprodukter og solcremer her.
5. Vælg en mere bæredygtig overnatningsmulighed
Hvor du overnatter, har stor betydning for feriens samlede miljøpåvirkning. Hvis du fx skal til det svenske skisportsområde, Sälen, eller måske et par dage til Isaberg, har du mulighed for at vælge et svanemærket hotel. Svanemærkede hoteller lever op til skrappe krav inden for energi, vand, affald, kemikalier og fødevarer. Du kan læse mere om svanemærkede hoteller her.
Der findes også mange hoteller i hele Europa, der er mærket med EU-Blomsten. Dem finder du en oversigt over her.
6. Tag de gode vaner med på ferie
Uanset hvilket hotel du skal bo på, kan du også gøre flere ting for at være en mere miljøvenlig hotelgæst. Bare fordi du holder fri, behøver du nemlig ikke at holde fri fra dine gode vaner. Du kan fx tage korte bade, bruge håndklædet mere end en gang og nøjes med at tage det på tallerkenen i buffeten, som du kan spise. Små initiativer, som er med til at begrænse hotellets samlede miljøbelastning.
Få inspiration til gode vaner – til både hverdag og ferie her.
7. Pak kufferten med omtanke
Der er flere ting, du kan lægge i kufferten, som kan gøre turen til de blå, røde og sorte pister lidt grønnere.
Eksempelvis kan du købe genanvendelige beholdere til dine plejeprodukter, som du kan fylde op, når du skal på ferie, frem for at købe produkter i rejsestørrelse hver gang, du tager afsted. Du kan også medbringe en drikkedunk, så du undgår at købe en masse vandflasker på turen – og måske også en termokop til to-go-kaffen. Og så er det en god idé at tage en pose eller et net med, som giver dig mulighed for at adskille rent og beskidt tøj, så du ikke behøver at vaske det hele, når du kommer hjem.
Læs også: 6 tips til at pakke til ferien
8. Brug svanemærket skivoks
Hvis du ikke bruger smørefri ski, er det en god idé at gå efter Svanemærket, når du vælger skivoks. Svanemærket sikrer nemlig, at skivoksen lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav. Det betyder bl.a., at der ikke må anvendes organiske fluorstoffer eller andre stoffer, som kan være fx kræftfremkaldende eller reproduktionsskadelige. Svanemærket skivoks skal desuden leve op kvalitetskrav i forhold til bl.a. glideevne, slidstyrke og smudsafvisende egenskaber.
Producenten Holmenkol er de første i verden, der tilbyder svanemærket skivoks – i Danmark forhandles skivoksen bl.a. her.
God skitur.