Derfor er det en god ide at tage på cykelferie

Vil du kombinere ferien med frisk luft i lungerne og flere kilometer i benene? Så overvej at tage på cykelferie – eller inddrag et par cykeludflugter i løbet af din ferie. Det er der nemlig mange gode grunde til. Her får du 5 af dem.

Familie på cykletur

Cykelferier er en god ferieform for både store og små, for venner, kærester og familier – og du behøver hverken at være i topform eller have det sidste nye udstyr. Planlæg en rute, der passer til dig – og så er det bare om at få gang i rugbrødsmotoren og træde i pedalerne. Her får du fem gode grunde til at tage på cykelferie.

1. Få frisk luft og motion

Når du rejser på ferie i bil, med tog eller med fly, får du ikke meget frisk luft eller motion undervejs på rejsen. Men vælger du at tage på cykelferie, er du garanteret en god omgang af begge dele – og begge dele er sundt for både krop og sjæl. 

Læs også: 10 gode råd til at passe på dig selv

2. Få nogle gode snakke

Kender du følelsen af, at det kan være svært at få samlet tankerne og tømt hovedet, når du sidder stille bag en computer eller i en sofa? Og oplever du så, at det bliver nemmere, hvis du går en tur og får noget frisk luft? Sådan er der mange, der har det. Så cykelferier er en god mulighed for og anledning til, at I som par, venner eller familie kan have gode snakke, stille svære spørgsmål og fortælle sjove anekdoter.

3. Hjælp dit barn med at blive sikker i trafikken

Rejser du med dit barn, er cykelferien en god mulighed for at lære dit barn at færdes sikkert i trafikken. Giv gode råd og vejledning på turen. På den måde vil dit barn løbende blive mere og mere opmærksom i trafikken – fx på betydningen af hajtænder, på andre cyklister og på at stoppe op og kigge sig for, inden I cykler over en vej.

Læs også: 5 gode grunde til at cykle eller gå til skole

4. Skån klima og pengepung

Biler og fly udleder store mængder CO2. Når du lader bilen stå og ikke rejser med fly, er det derfor et godt valg for klimaet. Samtidig gavner det din privatøkonomi, da du sparer penge til benzin eller dyre flybilletter. Og dit barn vil nok bare glæde sig over valget, hvis du forklarer, at I på den måde gør noget godt for naturen og i stedet kan bruge pengene på noget sjovt for familien. Også selv om det betyder, at dit barn må træde lidt hårdere i pedalerne for at komme ad bakker eller gennem modvinden.

5. Oplev nye ting

Når du rejser på cykel, kommer du helt tæt på naturen – og så kommer du rundt i kroge og hjørner af landet, du ellers ikke ville have set. Og du behøver ikke at tage ret langt væk hjemmefra, før du kan finde uudforskede steder.

Naturstyrelsens hjemmeside kan du finde cykelruter og få idéer til at planlægge din cykelferie i forhold til fx overnatning, badesøer og fiske-muligheder rundt om i Danmark. Og på Cyklistforbundets hjemmeside kan du finde inspiration og gode råd til din cykelferie.

Læs også: Naturoplevelser i sommerferien