Vælg et Svanemærket hotel

Stor pool, lækker morgenmadsbuffet, god placering i byen, fitnesscenter, indbydende værelser… Mange af os har mange krav til det hotel, vi vælger til ferien. Og flere og flere af os begynder også at stille krav til hotellets miljøindsats. Her er Svanemærket et godt pejlemærke at gå efter.

Svanemærket hotel ved norsk fjord

Dit valg af overnatning har stor betydning for feriens samlede miljø- og klimapåvirkning. Der er nemlig forskel på, hvor meget forskellige hoteller påvirker miljø og klima, når det kommer til fx forbrug af energi og vand, brugen af kemikalier i tøjvask og rengøring, affaldssortering og madspild. 

Og hvis hotellets grønne profil har betydning for dit valg, er Svanemærket et godt pejlemærke. Det kan nemlig være svært som forbruger at få øje på et hotels grønne initiativer, da de tit findes i hotellets arbejdsrutiner, rengøring, indkøb og i køkkenet – steder, der ikke er synlige for hotelgæster. 

Når du vælger et svanemærket hotel, kan du være sikker på, at arbejdet ”bag kulissen” overholder skrappe miljøkrav – og dermed kan dit ophold sagtens være et godt valg for både miljøet og for dig. 

Fakta om svanemærkede hoteller

Svanemærkede hoteller lever op til skrappe krav inden for energi, vand, affald, kemikalier og fødevarer. Fx begrænser de deres energiforbrug og dermed deres CO2-udslip. De sorterer deres affald for at sikre mest mulig recirkulering og genanvendelse, ligesom de bruger miljømærkede produkter til rengøring, vask og opvask. Og de tilbyder både økologisk og vegetarisk mad.

Læs også: 5 facts om Svanemærkets krav

Her kan du finde et miljømærket hotel

Skal du holde ferie i Danmark, kan du fx vælge et Scandic hotel – hotelkæden har nemlig fået certificeret alle sine hoteller i Danmark med Svanemærket. Her kan du se en liste over Svanemærkede hoteller i Danmark. 

Der findes også mange hundrede hoteller i hele Europa, der er mærket med EU-Blomsten, og som dermed lever op til mange af de samme krav som et svanemærket hotel. Dem finder du en oversigt over lige her.