Find balancen mellem aktivitet og afslapning

Motion er sundt – også når du er gravid. Sundhedsstyrelsen anbefaler, at gravide er fysisk aktive mindst 30 minutter om dagen. Det har nemlig flere positive effekter for både mor og barn. Det er dog ikke alle gravide, der har let ved at forene træthed og træning. Men der skal helst være plads til at passe begge dele. Læs her, hvordan du finder en god balance – og passer godt på dig selv.

Få inspiration til at komme i balance mens du er gravid med Miljømærkning Danmark
Sørg for rigelig søvn

Døjer du med træthed under din graviditet, er du for det første ikke alene. Og for det andet skal der også være plads til det. Træthed er en uundgåelig del af graviditeten – og ofte også af de første år som forælder. Som gravid er en væsentlig grund til træthed, at der sker hormonforandringer i kroppen. Derfor er det vigtigt, at du lytter til din krop og hviler dig eller tager en lur, når du har brug for det. Desuden bør du, mens det stadig er muligt, stræbe efter at få mindst otte timers søvn hver nat.

Læs også: 10 råd til at passe på dig selv

Find din rytme

Mens du stadig skal passe et job og måske også allerede har andre børn, som kræver din opmærksomhed, kan det virke uoverskueligt at skulle finde tid og overskud til fysisk aktivitet. Derfor er det essentielt, at du finder en rytme, der passer til dit liv – og husker på, at lidt motion er bedre end ingen. Inkorporer en rask gåtur hver morgen, inden resten af familien vågner, eller gå en tur med din 3-årige søn hver eftermiddag. Du kan også begynde at tage et kvarters gåtur i frokostpausen med en kollega – og så et kvarter på cyklen hjem om eftermiddagen. Find gerne en rytme, hvor du får frisk luft hver dag. 

Vælg den rette motionsform

Har du tid og overskud til mere end de raske gåture, er der masser andre motionsformer at vælge mellem. Det er en god idé at planlægge dine fysiske aktiviteter efter, hvor langt du er i din graviditet. Derudover skal du selvfølgelig mærke efter, hvordan du har det, og om du oplever smerter og ubehag. Har du komplikationer under graviditeten, bør du tale med din læge eller jordemoder om, hvilken motionsform der er velegnet for dig. Tal også altid med din læge, hvis du overvejer at fortsætte med hård træning eller konkurrencesport under graviditeten.

Som udgangspunkt er det en god idé at undgå kontakt- og kampsport samt aktiviteter, hvor der er risiko for at falde. Og så må du nok også sande, at du ikke give den helt så meget gas, som før du blev gravid. Men det betyder ikke, at det skal være kedeligt. Foruden rask gang kan du fx cykle, svømme, dyrke yoga og styrketræne. Uanset hvilken form, du vælger, er det vigtigt, at du mærker godt efter, hvordan du har det. Gør kun ting, der føles rare og behagelige for dig og din mave.

Læs også: Guide til gravide