Interview med Emily Salomon

Blogger Emily Salomon har siden 2009 skrevet om alt fra mode og skønhed til rejser og mad på sin livsstilsblog. De seneste par år er bæredygtighed og tips til en grønnere livsstil også blevet en del af Emily Salomons indhold, og for ét år siden blev hun mor til lille Kurt. I dette interview kan du læse, hvordan Emily Salomon får baby, blog og bæredygtighed til at gå hånd i hånd – og få hendes bedste råd til kommende og nybagte mødre.

Emily Salomon med hendes søn Kurt på armen
Hvad betyder bæredygtighed for dig i hverdagen? 

”Bæredygtighed er et kæmpestort begreb, der indebærer mange ting. I hverdagen handler det for mig primært om, hvad de ting, jeg og min familie omgiver os med, spiser og smører os med, gør ved os og verden. Og så er jeg blevet meget opmærksom på ”Brug og smid væk”-kulturen. Jeg køber ikke en ny ting, hvis jeg allerede har noget, der virker. Og hvis jeg skal have noget nyt, køber jeg ikke en midlertidig løsning eller noget, som er præget af en trend eller modetendens. Jeg er blevet mere bevidst om at købe ting, der holder – både æstetisk og kvalitetsmæssigt. 

For mig handler en bæredygtig livsstil også om at leve langsomt. For nogle år siden var det sejt at have travlt. Det var sejt at have en fuld kalender med en masse aftaler, møder og rejser, og altid være på vej et sted hen med en to-go-kaffe i hånden. Men jeg vil gerne give videre til min søn, at det er okay at slappe af og tage det roligt en gang imellem. Det er sejt at give sig tid, det er sejt at dvæle ved noget, og det er sejt at slappe af og fx bare kigge på skyerne”. 

Læs også: Interview med familievejleder Lola Jensen

Har du lavet nogle ændringer for en mere bæredygtig livsstil i forbindelse med din graviditet?

”Allerede nogle år op til graviditeten ændrede jeg en del i min hverdag. Jeg blev fx mere opmærksom på mit valg af plejeprodukter. Det var vigtigt for mig, at produkterne ikke var hormonforstyrrende. Der er mange, der bliver opmærksomme på den slags, idet de bliver gravide. Og det er rigtig godt. Men hvis man – som jeg gjorde – planlægger sin graviditet, er det en god idé at gå i gang med at omlægge sine vaner og undgå hormonforstyrrende stoffer inden graviditeten.

Jeg har længe tænkt over, hvordan forskellige produkter påvirker mig. Men inden for de seneste par år, og i forbindelse med at jeg er blevet mor, er jeg også begyndt at tænke over, hvordan de påvirker verden. Jeg er mere opmærksom på kredsløbet og det store billede. Jeg har længe set efter Svanemærket og brugt det som pejlemærke, fordi det er en garanti for, at produkterne lever op til skrappe kemikaliekrav, blandt andet når det handler om hormonforstyrrende stoffer, og at produkterne dermed er gode for mig. Men Svanemærket forsikrer mig også om, at de produkter, jeg vælger, er gode for miljøet”.

Hvordan har du tænkt bæredygtighed ind i at gøre klar til en lille ny derhjemme?

”Mange ting til børn er noget, man bruger i ganske kort tid. Derfor har vi købt mange brugte ting og brugt tøj, eller lånt af og arvet fra nogen i vennegruppen eller familien. Det er både positivt ud fra et økonomisk og miljømæssigt perspektiv, og det giver mening at give ting nyt liv. Til køb og salg af brugte ting har vi bl.a. benyttet os af Mødrehjælpens genbrugsbutikker, hvor man ovenikøbet støtter et godt formål. Når vi har lånt ting, har jeg registreret, hvad vi har lånt af hvem, så det bliver mere overskueligt, når vi skal af med tingene igen. 

Vi har også tænkt over, hvad Kurt rent faktisk har brug for. Der findes så meget legetøj, tøj, plejeprodukter og andre ting til din baby, som kan være fristende at købe, men man kan klare sig ret langt med få ting. Det kan være svært at vide, hvad der hitter, når det kommer til legetøj, men i stedet for at købe en masse forskelligt på én gang, har vi prøvet os frem med lidt ad gangen. I min mødregruppe har jeg haft gavn af at se efter, hvad Kurt er glad for at lege med af de andres ting, og så har vi byttet, lånt og ladet ting rotere i mødregruppen. Herhjemme sørger vi også for, at vi ikke har alt Kurts legetøj stående fremme på samme tid. I stedet har vi noget legetøj fremme i et par dage, og så gemmer vi det væk og bytter det ud med noget andet. Så bliver det gemte legetøj pludselig spændende igen, når det kommer frem på ny, og på den måde kan man nøjes med mindre”.

Læs også: Bæredygtigt babyudstyr – den store klimagevinst ligger i at skære ned

Hvordan har det været at blive mor, og hvad har hjulpet dig til at blive mere tryg i rollen?

”Det har været fedt at blive mor. Det har været fedt at være på barsel, og det har været rart at hellige sig noget andet end sig selv for en periode. Det har været sundt for mig, at der er en anden, der har sat tempoet og dagsordenen. Selvfølgelig er der både gode og dårlige dage, men jeg minder mig selv om, at øjebliksbilledet, hvor man står og er frustreret, vil ændre sig. 

Det har overrasket mig, at man ikke kan forberede sig helt på at blive mor. Det lyder så klichéagtigt at sige, at det ændrer ens liv og perspektiv på ting, når man bliver mor, men det har det virkelig gjort for mig. Der var især mange følelser, både gode og dårlige, der var svære at forberede sig på. 

Mine egne sociale kanaler har været med til at gøre mig tryg i rollen som mor. Her har jeg delt min oplevelse med at blive mor på godt og ondt, og den resonans, der har været, har hjulpet mig rigtig meget. Det har givet mig en følelse af, at jeg aldrig er alene, og at mange har oplevet de samme ting som mig”.

Hvilke råd vil du give til kommende og nybagte mødre?

”Jeg tror, at det bedste, bedste, bedste råd er at stole på sin intuition og mavefornemmelse. Det kan være fint at spørge andre til råds, men udvælg få personer, du synes, du kan spejle dig i som mor, og så må du gerne være lidt døv for andre. Man kan nemlig blive meget usikker som mor, fordi alle altid har en holdning til børn og børneopdragelse. Men børn er sindssygt forskellige, og vi er alle forskellige som mødre – og hvis man mærker efter, ved man godt selv, hvad der er rigtigt for ens eget barn. Jeg har haft glæde af at bruge sociale medier til at følge andre mødre og se, hvor mange forskellige måder der er at være mor på, og at min måde også er okay. Det har gjort mig tryggere i at træffe mine egne valg”. 

Læs mere: 10 tips til en bæredygtig forælder

Emily Salomons tre bedste tips til andre mødre, der gerne vil prioritere bæredygtighed højere
  1. Start med at finde en eller flere mærkninger, som du kan bruge som pejlemærke, når du køber alt fra rengøringsmidler og bleer til tøj og kosmetik. Men sæt dig først ind i, hvad mærkningerne står for, så du ikke bare naivt vælger ud fra en mærkning, som du faktisk ikke helt kender – og tænk over, hvad der er vigtigst for dig.

  2. Vær opmærksom på, hvad du putter i og på kroppen – både før, under og efter graviditeten. Kroppen nulstiller desværre ikke, idet vi bliver gravide, så jo længere tid du har passet på dig selv.

  3. Gå efter genbrug, helt klart. Det er så kort tid, man bruger babyting i, så byt indbyrdes i mødregruppen og blandt venner. Lån ting, tag imod arvestykker og køb genbrug.