4 forslag til forandring i hjemmet

Forandring fryder – også i hjemmet. Måske du har set dig lidt sur på den farve, du valgte til soveværelset, da du flyttede ind? Måske lamperne i stuen ikke giver et særligt behageligt eller tilstrækkeligt lys? Eller måske du længe har drømt om en ny sofa? Uanset, om du ønsker en stor eller lille ændring, er det en god idé at få gjort noget ved det. Hjemmet er et sted, hvor du skal føle dig godt tilpas. Her får du 4 forslag til, hvordan du kan give dit hjem et frisk pust.

Kvinde maler interiør
1. Mal en væg

Hvis du vil give dit hjem noget liv, kant og personlighed, kan du vælge at male en eller flere vægge i sjove, inspirerende eller beroligende farver – alt afhængigt af, hvilket rum, der er tale om. Farver kan påvirke dit humør, og det er derfor vigtigt, at du gør dig umage med at finde en farve, der passer til både dig og dit hjem.

Når du maler dit hjem, er det en god idé at vælge miljømærket maling. Maling med Svanemærket eller EU-Blomsten har nemlig et minimalt indhold af opløsningsmidler og ingen tungmetaller eller blødgørere, der kan skade forplantningsevnen. Desuden er der kvalitetskrav, der sikrer, at malingen rækker langt, dækker godt og er modstandsdygtig.

Læs mere: Giv dit soveværelse en kærlig hånd

2. Skift gulvet

At skifte et gulv kan virke som en stor og uoverskuelig opgave – og det er heller ikke noget, du kan klare på en lørdag formiddag. Men hvis du længe har gået og overvejet at skifte det slidte, gamle gulv ud, som altid knirker, hvis du ikke trives med at have gulvtæppe, eller hvis du er træt af, at du ikke kan gå på bare fødder uden at få en splint i foden, så er det værd at bruge tid, energi og penge på et nyt gulv.

Et nyt gulv kan skabe et nyt rum og give frisk pust til dit hjem. Men et nyt gulv skal også helst være et godt valg for indeklimaet. Derfor kan det være en god idé at se efter et svanemærket gulv.

Læs mere: Sådan skaber du et godt indeklima 

Svanemærkede gulve består af en stor del fornybare og/eller genanvendte materialer. Der er skrappe krav til brug af skadelige stoffer, hvilket bl.a. er godt for indeklimaet. De er fremstillet energieffektivt – og skal være slidstærke og nemme at holde. Der findes mange varianter af miljømærkede gulve i Danmark – både laminat, linoleum og parketgulve.

3. Væg det rigtige lys

Lamper og lys er en vigtig del af indretningen, men mange af os fokuserer mere på planter, plakater og møbler, end på pæretyper og placering af lyskilder. Men vælger du det helt rigtige lys – og de rigtige placeringer i lokalet – kan det bidrage til en bedre helhed i rummet og forbedre indeklimaet.

Det vigtigste ved en lampe er, at den udfylder en specifik funktion og giver det lys til rummet, der er behov for. Hav derfor fokus på, hvilken lystype, du har behov for, når du skal købe lamper. Du kan finde gode råd om indendørs belysning her.

Når du skal vælge pærer til dine lamper, er det en god idé at gå efter LED-pærer. De bruger nemlig 4-5 gange mindre strøm end halogenpærer, og de holder også længere. Få mere information om, hvordan du sparer strøm hos Energistyrelsen.

4. Find nye møbler

Du har måske længe gået og sukket efter en ny sofa eller et nyt spisebord. Og forandring kan sagtens være godt. Men inden du udskifter et møbel, kan du overveje nogle forskellige muligheder: Kan du reparere det nuværende? Kan du give det nyt liv ved fx at ombetrække eller male det? Kan du friske sofaen op med puder og tæppe – eller bordet med en dug eller en plante? 

Hvis du ikke kan få det til at passe ind med en let løsning, så overvej, om du kan give det brugte møbel videre, i stedet for at smide det ud. Tænk også over, hvad du bringer ind i din bolig:

  • Gå på jagt efter et brugt møbel, som kan bringe noget unikt ind i dit hjem – og som kan spare dig selv for penge og spare ressourcer til produktion af nye møbler. 
  • Gå efter møbler med Svanemærket og EU-Blomsten, hvis du går ind for bæredygtig brug af ressourcer og gerne vil sikre, at de nye møbler lever op til skrappe kemikaliekrav. 
  • Gå efter møbler af god kvalitet, så de holder længere, kan betale sig at reparere og kan sælges videre, hvis du en dag skal af med dem igen. 

Og når du kommer hjem med et nyt møbel til hjemmet, så lad det dampe af udenfor først – eller sørg i hvert fald for at lufte godt ud.

Få flere gode idéer til møblerne her: Den store møbelguide