6 tips til en børnevenlig have

Det er sundt for børn at være ude. Gør derfor haven til et sted, som dit barn nyder at tilbringe tid i, og hvor det kan bruge både fantasi og sanser. Skab rum for aktivitet, sjov, leg og læring, og væk dit barns nysgerrighed og interesse for udelivet. Her får du 6 tips til, hvad du kan gøre.

boern i koekkenhaven

Børn, der kommer ud i naturen, bliver ifølge Danmarks Naturfredningsforening gladere og sundere. Men for mange børnefamilier er der perioder, hvor det kan være svært at flette skov- og strandture ind i hverdagen. Har du en have, kan du i stedet sørge for at indrette haven, så den altid står som en åben og indbydende invitation for hele familien. Her får du 6 tips:

1. Indret haven børnevenligt

Mange haver er i sig selv et mekka for fantasi, leg og opdagelse. Og du kan gøre haven endnu mere eventyrlig ved at indrette den børnevenligt. Skab blødt underlag med fx græs eller træ, som ikke giver splinter. Placer et par store sten eller træstubbe, som kan fungere som heller, når jorden pludselig er giftig. Har du mulighed og plads, kan snoede stier, klatretræer og huler også appellere til kreativitet og mange timers leg.

Du kan også vælge at lave et område i haven, der er dit barns helt eget. Omkrans området med blomsterkasser, buske eller et hegn og sæt en låge eller en port op. I dét rum må dit barn selv få lov at bestemme, hvad der skal være, og hvad der skal laves. På den måde kan du øge dit barns nysgerrighed og glæde ved at være i haven. 

Læs også: Brug naturen og få glade børn

2. Vælg svanemærket træ

Når du skal vælge træ til terrasse, skur og andet i haven, er det en god idé at vælge svanemærket holdbart træ. Det er nemlig gjort modstandsdygtigt uden brug af biocider og tungmetaller. Det er i stedet blevet varmebehandlet, så her er det trygt at lade små bare fødder gå rundt. Træet er både lovligt og sporbart – og mindst 70 % er fra certificeret skovbrug.

3. Lav små køkkenhaver

Det er en god idé at inddrage dit barn i madlavningen. Og det kan allerede starte ude i haven. Ved at lave en lille køkkenhave til dit barn, kan du styrke dets engagement i bæredygtighed og madlavning. Det vil være en stor og lærerig oplevelse for dit barn at se, hvordan et frø, I sammen har sået, kan spire og vokse sig til urter og grøntsager, I kan spise. Hvis du tilmed med tiden giver dit barn ansvaret for køkkenhaven, vil det øge dets nysgerrighed, mindske kræsenheden og give dit barn en følelse af stolthed, når de hjemmegroede gulerødder ligger på tallerkenen, eller når rugbrødsmaden er toppet med purløg fra køkkenhaven.

4. Vælg blomster og planter med dit barn for øje

Har du brugt lang tid på den perfekte rosenhæk, eller er du særligt øm om din rododendron, kan det godt blive en kedelig affære for dit barn at være i haven. Sørg derfor for at have nogle planter og blomster, som dit barn gerne må pille ved og plukke af. På den måde kan dit barn nemlig få lov at lade sig fascinere af blomsternes flotte farver og plukke blomster til en fin buket, som du i langt de fleste tilfælde nok vil blive den heldige modtager af.

Det er også en god idé, at de blomster, du har i haven, dufter godt. Lugtesansen og hukommelsen er tæt forbundne, og derfor kan gode dufte i haven skabe gode minder. Til sidst kan du overveje, om dine planter inviterer insekter og dyr på besøg i haven. Det er både godt for dyrene – og for dit barn, som på den måde får mulighed for at stifte bekendtskab med forskellige dyr og insekter. 

5. Lad haven vokse vildt

Du kan være med til at hjælpe naturen og give dit barn mulighed for spændende øjeblikke ved at øge den biologiske mangfoldighed i din have. Det kan du fx gøre ved at lade en del af haven vokse vildt. Lad din tæmmede græsplæne gro vildt. Giv træerne lov til at vokse sig store, og lad de gamle træer blive til træruiner, hvor kryb og kravl kan trives. Få krat, urter og græsarter til at sprede sig, og lav vandhuller og læsteder til dyrene. Og lad være med at bruge kunstgødning og sprøjtegifte. Jo vildere og mere naturlig din have er, desto bedre passer du på naturen.

Læs også: Bidrag til en rigere og renere natur

6. Gå efter svanemærket legetøj til haven

Hvis dit barn endnu ikke er så stort, vil udendørslegetøj sikkert være med til at øge glæden ved haven. Her kan du gå efter Svanemærket. Svanemærket legetøj lever op til skrappe miljø- og sundhedskrav. Det er bl.a. fri for ftalater, stoffer på EU’s liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, parfume og tungmetaller.

Af svanemærket legetøj til haven kan du bl.a. finde sandlegetøj, motorcykler, trillebøre og vippegynger. Se oversigten over legetøj med Svanemærket her.

Inspiration til aktiviteter i haven

  • Lav picnic i haven. Forbered noget lækker og nem mad, som I pakker i en kurv og tager med ud i haven og spiser på et tæppe. I kan også tage et brætspil eller et spil kort med ud og hygge jer med.
  • Sov i telt i haven. Tag lommelygter, tæpper og et par gode bøger med ud og forestil jer, at I er langt væk hjemmefra. Bare en enkelt nat.
  • Læg jer på græsset med lukkede øjne og lyt til lydene i haven. Kan du høre forskel på de forskellige fugle? Er der mon et pindsvin, der rumsterer i hækken?
  • Sæt jer og tegn træerne, blomsterne eller måske den lille fugl i naboens træ.
  • Tag et forstørrelsesglas med ud og gå på opdagelse i haven. Hvilke biller gemmer der sig under stenen, hvordan laver edderkoppen sit spind så flot, og hvordan ser myredronningen egentlig ud under luppen?
  • Spil forskellige spil i haven med hele familien eller med dit barns venner. Kongespil og kroket er sjove for folk i alle aldre.
  • Hjælp fuglene lidt på vej ved at lave fuglebad, fuglehus og foderbræt. Og hold så øje med, hvem der kommer på besøg.
  • Lad børnene finde og male på sten, som kan pynte i havens bede.