6 tips til hovedrengøringen

Mange betragter rengøring – især hovedrengøring – som en sur pligt. Men det behøver det ikke at være. Desuden er rengøring i hjemmet meget vigtig. Dit hjem bliver nemlig ikke bare smukkere at se på – det bliver også sundere at være i. Her får du 6 tips til hovedrengøringen.

Svanemærket rengøring
1. Mind dig selv om, hvorfor du gør det

Der er måske andre ting, du glæder dig mere til end at gøre hovedrent. Alene ordet ”hovedrengøring” kan for mange lyde som en stor mundfuld og et temmelig uoverskueligt projekt. Men det er vigtigt at holde hjemmet rent – ikke bare fordi, at det bliver flottere at se på, men også fordi, det bliver sundere at være i. Og det er måske en god idé at minde sig selv om, når man har allermest lyst til at bytte støvsuger og fejekost ud med sofa og fjernsyn.

Ifølge tal fra Sundhedsstyrelsen opholder de fleste voksne danskere sig i deres bolig i mindst 13 timer i døgnet. Og det er derfor vigtigt at være opmærksom på indeklimaet i hjemmet, da det kan have stor betydning for helbred og velvære. Der er mange faktorer, der spiller ind på indeklimaet, fx temperatur, lys og luftfugtighed. Men også rengøring spiller en stor rolle. Kemikalier ophober sig nemlig i støvet og skaber et dårligt indeklima.

Læs mere: Sådan skaber du et godt indeklima

2. Gør hovedrengøringen til en familiefest

I stedet for at betragte hovedrengøringen som en sur pligt, du som forælder tit må klare alene, kan du inddrage hele familien og gøre det til et sjovt projekt, hvor alle får tildelt opgaver. Tal gerne med dine børn om, hvorfor det er vigtigt at gøre rent – på den måde giver du dem et skub mod et sundere liv.

Har du store børn, kan de hjælpe til med støvsugningen eller med at tørre paneler af med en våd klud. Er dine børn ikke så store, kan de hjælpe med den forudgående oprydning og med at tørre støv af. Det vigtige er, at de lærer vigtigheden af at samarbejde og får en følelse af at hjælpe til i familien. Hvis du inddrager børnene i rengøringen, er det en god idé at følge Miljøstyrelsens anbefaling om at stille rengøringsmidler væk fra børnehøjde og sørge for, at du ikke lader dine børn være alene med fx gulvspanden med rengøringsmidler i. 

Læs også: Giv de gode vaner videre

3. Planlæg rengøringen

Nogle foretrækker at klare rengøringen i én lang, sej strækning, mens andre hellere vil dele den op i bidder. Begge dele er lige gode, så det vigtige er, at du finder en løsning, der er god for dig. Og at du planlægger og strukturerer din rengøring, så du bedre kan overskue den. 

Lav en huskeliste over de ting, der skal gøres, og i hvilken rækkefølge de skal gøres. Start fx med oprydningen og gør derefter rent oppefra og ned, så du tørrer støv af høje steder først og tager gulvet til sidst. På huskelisten kan du også notere, hvem i familien der gør hvad. 

Det er vigtigt, at du ikke overvurderer dine (og familiens) evner og energiniveau, når du planlægger rengøringen. Vær realistisk om, hvad du magter og kan nå, så du ikke tager munden for fuld og giver op halvvejs i projektet. 

4. Valg af rengøringsmidler og klude

Særligt ved dette punkt kan du gøre en stor forskel for miljøet og dig selv. Når du gør rent, er det nemlig ikke kun dit hjem, der udsættes for kemikalier – det gør naturen og din hud også. Derfor er det en god idé at gå efter rengøringsmidler med miljømærkerne. Rengøringsmidler med Svanemærket eller EU-Blomsten skader ikke naturen, når de skylles ud, da de lever op til skrappe miljø- og kemikaliekrav. Desuden er de effektive og drøje i brug.

Tænk også over, hvilke klude du bruger til rengøringen. I stedet for at benytte engangssvampe og -klude, kan du bruge almindelige karklude, som kan vaskes og bruges igen og igen. Alternativt kan du vælge svanemærkede mikrofiberklude, som holder længe og overholder strenge krav til produktion og kemikalier. Mikrofiberklude gør rent uden brug af rengøringsmidler. De er derfor gode, hvis du ønsker at spare på brugen af kemikalier.

Læs også: Få bedre kemi i hverdagen

5. Brug mere knofedt og færre kemikalier

Det er vigtigt, at du doserer dine rengøringsmidler korrekt ved at følge anvisningen på produktet. På den måde opnår du bedst effekt, og rengøringsmidlerne holder samtidig i længere tid, hvis du undgår at overdosere. Hvis noget er svært at rengøre, behøver du ikke at skrue op for mængden af rengøringsmidler. I stedet kan du skrue op for muskelkraften eller lade dine ting stå i blød, så de bliver lettere at rengøre efterfølgende.

6. Fejr og forebyg

Når I er færdige med rengøringen, kan I fejre det med en god middag eller en filmaften, hvor I velfortjent smækker benene op og slapper af efter at have gjort et godt stykke arbejde.

Til sidst kan I tænke over, hvordan I fremover kan forebygge mængden af støv, snavs og skidt i hjemmet. Brug fx måtter ved døren og tag skoene af udenfor, så I ikke slæber skidt med ind udefra. Sørg for at lufte godt ud hver dag, og husk at lave mindre rengøringer hyppigt, så støvet ikke ophober sig i hjemmets hjørner og kroge.