Bo bedre med miljømærkede møbler

Lang levetid, skrappe krav til kemikalier og fokus på recirkulering. Det er bare nogle af de fordele, der er ved miljømærkede møbler. Så hvis du er på udkig efter nye møbler, og du gerne vil træffe et godt, grønt valg, er det en god idé at gå efter Svanemærket og EU-Blomsten. I artiklen her kan du læse mere om miljømærkede møbler.

Dreng sidder på svanemærket skammel

Du kender sikkert godt de mange overvejelser, der er ved at vælge møbler. Stolen skal helst have et flot design, så den ikke står og ligner et monster i stuen. Sengen skal helst være komfortabel at ligge i, så du ikke vågner op med ondt i ryggen. Og prisen må helst ikke stikke helt af, så drømmemøblet gror fast øverst på din ønskeseddel. 

Måske indgår bæredygtighed også i dine overvejelser. Flere undersøgelser peger nemlig på, at bæredygtighed i stigende grad indgår i overvejelserne, når vi danskere vælger møbler. En undersøgelse fra 2015 fra det hollandske sengefirma Auping viste, at 39 procent af danskerne lægger vægt på at købe deres seng hos en producent, der tager ansvar for miljø og fremtidige generationer. Tilsvarende viser en artikel fra 2019 på RetailNews, at danskerne køber bæredygtige møbler som aldrig før – både ved at gå efter brugte møbler og møbler, der er certificeret med fx FSC, Svanemærket eller EU-Blomsten. 

Vi skifter møbler, når vi flytter

Mange af os udskifter løbende vores møbler. Fx når møblerne bliver slidte, men i høj grad også, når vi flytter. Et nyt forbrugerstudie om danskernes flyttevaner, ”Flyt dig!”, viser, at 44 procent af danskerne køber større møbler, fx sofa, seng, spisebord og stole, når de flytter.  

Det bliver samlet set til mange nye møbler på et år, idet næsten 900.000 danskere ifølge forbrugerstudiet skiftede bopæl i 2017. Da det kræver mange ressourcer at producere nye møbler, er det altid en god idé at overveje, om det er nødvendigt med nye møbler – og at give eller sælge sine gamle møbler videre til andre frem for at smide dem ud. Det er samtidig positivt, at flere af os prioriterer bæredygtighed højt, når vi køber møbler. 

Ifølge boligstylist Mette Helena Rasmussen er mange nemlig blevet mere kritiske over for, hvilke møbler de køber og putter ind i hjemmet:

”Vi skammer os mere over bare at skifte ud. Derfor vælger vi langtidsholdbare løsninger i hjemmet og tager måske endda afstand fra brands, som bare spytter unødvendige ting ud i massevis. Vi indretter kort sagt med mere omtanke på os selv og den klode, vi lever på,”, lyder det fra Mette Helena Rasmussen i et interview med TV2.  

Læs også: Den grønne møbelguide 

Miljømærkerne ser på hele produktrejsen  

Et af de pejlemærker, du kan gå efter, hvis du vil prioritere bæredygtige møbler, er Danmarks to officielle miljømærker, Svanemærket og EU-Blomsten. Miljømærkerne har den styrke, at de er livscyklusbaserede. Det betyder, at eksperter vurderer hele produktets rejse og de miljøproblemer, der opstår undervejs, når de udvikler krav for en produktgruppe.

Når du køber et møbel i en butik, har det forud været på en lang rejse. Først er møblet blevet designet. Så er der skaffet råvarer, herefter er møblerne produceret af nogle medarbejdere på en fabrik, og der kan være brugt energi og kemikalier i processen. Næste del af rejsen er at emballere møblerne og fragte dem ud til en butik, hvor du som forbruger kan købe dem og placere i dit hjem. Til sidst bliver møblerne solgt videre, givet til genbrug eller smidt ud. 

Alt sammen er en del af møblets rejse – og undervejs på rejsen bliver der sat aftryk på både miljø, klima og mennesker. Det er det aftryk, som Svanemærket og EU-Blomsten er med til at begrænse. 

Eksempler på krav til møbler i hele livscyklus 

Et produkts rejse kan altså groft sagt inddeles i fire faser: Råvarefasen, produktionsfasen, brugsfasen og affalds- og recirkuleringsfasen. For at møbler kan blive certificeret med Svanemærket eller EU-Blomsten, skal de leve op til nogle skrappe krav i faserne på rejsen. De skrappeste krav vil være de steder på rejsen, hvor der er størst mulighed for at mindske miljøbelastningen.

En vigtig parameter for, hvor meget et møbel forurener, er levetiden. Derfor er møbler, der er certificeret med Svanemærket eller EU-Blomsten, testet til at være holdbare, sikre og af god kvalitet for at sikre en lang levetid. Når møbler har lang levetid, bliver behovet for nye møbler mindre – og dermed også behovet for at bruge ressourcer og råmaterialer til produktion af nye møbler samt ressourcer til affaldshåndtering. 

Træ indgår i mange møbler. Og selvom træ er en fornybar råvare, er det stadig vigtigt at passe godt på ressourcerne, fordi arealerne til dyrkning af sådanne afgrøder er begrænsede. Derfor kræver Svanemærket og EU-Blomsten dokumentation for, at træet er lovligt fældet, og at det kan spores, hvor træet kommer fra. Samtidig skal en høj andel af træet komme fra certificeret bæredygtigt skovbrug. 

Tilsvarende gælder det, at hvis møblerne bliver fremstillet med en høj andel af plast, kræver Svanemærket og EU-Blomsten, at der bliver anvendt en vis mængde genanvendt plast, da man på den måde sparer på jordens ressourcer.  

Miljømærkerne stiller også skrappe krav til kemikalier. Det gavner både miljøet og de mennesker, der fremstiller produkterne. Og så gavner det ikke mindst dem, der skal bo sammen med møblerne, da miljømærkernes krav bidrager til et bedre indeklima. 

Endelig har det stor betydning for miljøbelastningen, at materialer i et udtjent produkt bliver recirkuleret. Dermed sparer man nemlig både råvarer og energi til produktion af nye produkter. Derfor er det gjort muligt at fjerne metal, når miljømærkede møbler er slidt op. Det gør det nemmere at genbruge eller genanvende de enkelte metaldele.  

Udvalget er allerede stort Der findes efterhånden et stort udvalg af miljømærkede møbler, bl.a. senge, børnemøbler, stole, reoler, kontormøbler og sofaer – og listen af miljømærkede møbler bliver hele tiden længere. På www.miljømærkdithjem.dk kan du få et overblik over de mange møbler med Svanemærket eller EU-Blomsten, der er til hjemmet. Og i vores produktguide, kan du se de brands, der tilbyder svanemærkede møbler til forbrugere. 

Læs også: Interview med Ole Kiel fra FDB Møbler


Vidste du dette om møbler, der er certificeret med Svanemærket og EU-Blomsten?
  • Møblerne er testet til at være holdbare, sikre og af god kvalitet for at sikre en lang levetid.
  • Træmøbler og trædele i møbler er lavet af sporbart og lovligt fældet træ. En høj andel af træet er fra certificeret bæredygtigt skovbrug. Det gavner både natur og klima.
  • Tekstiler, fyld, lim og maling lever op til skrappe kemikaliekrav for bl.a. at sikre et godt indeklima.
  • Plastmøbler indeholder genanvendt plast for at spare på jordens ressourcer.
  • Det er gjort muligt at fjerne metal, når møblerne er slidt op. Det gør det nemmere at genbruge eller genanvende de enkelte metaldele.