Vil du bo i en svanemærket bolig?

Danskerne vil gerne bo bæredygtigt. Derfor er det positivt, at der bygges flere og flere svanemærkede boliger. Et svanemærket byggeri er nemlig både et godt valg for miljøet og for dig, der skal bo i bygningen. I artiklen her kan du læse mere om, hvilke fordele der er ved en svanemærket bolig, og hvordan det er at bo i en.

Svanemærket tagbolig fra Hune og Elkjær

Det er blevet populært at bo grønt. I 2019 foretog Rambøll en stor undersøgelse, som viser, at danskerne er villige til at betale mere og bo på mindre plads, hvis boligen er mere bæredygtig. Undersøgelsen viser bl.a., at 49% af de 4.700 adspurgte er villige til at bo på 10 % færre kvadratmeter, hvis boligen til gengæld er mere bæredygtig, og at 44% er villige til at betale 5% mere i boligafgift, hvis der er brugt bæredygtige materialer.

Hvis du er en af de mange danskere, der ønsker en bæredygtig bolig, er der heldigvis gode muligheder for at finde en bolig, der matcher dine ønsker. Antallet af svanemærkede byggerier er nemlig vokset markant de seneste år – både her i Danmark og i resten af Norden. Det kan du læse mere om her.

Hvilke fordele er der ved et svanemærket byggeri?

Et svanemærket byggeri lever op til skrappe krav i hele livscyklus, dvs. krav til både materialer, byggeprocessen, brugsfasen samt affalds- og recirkuleringsfasen. Det gavner både miljøet og dig, der skal bo i bygningen. Fx betyder det, at du med Svanemærket får en bolig med lavt energiforbrug. Det er både godt for klima og pengepung, da et lavt energiforbrug betyder lavere klimabelastning og lavere energiregning.

Det betyder også, at de materialer og kemiske produkter, der er brugt til din bolig, lever op til skrappe krav til miljø- og sundhedsskadelige stoffer – det gælder alt fra maling og fugemasse til isolering og gulve. Samtidig får du en bolig med et godt indeklima, fordi Svanemærket stiller krav til bl.a. ventilation, fugtsikring og afgasning af skadelig kemi.

Svanemærket er også med til at sikre, at du får en bolig af høj byggeteknisk kvalitet. Fx har en uvildig tredjepart gennemgået både byggeprocessen og det færdige byggeri, inden du flytter ind for at sikre, at proces, materialer og byggeri lever op til skrappe miljø- og kvalitetskrav. Derudover er selve byggearbejdet også kontrolleret af en uvildig byggesagkyndig for at sikre høj kvalitet og minimere risikoen for klassiske byggefejl som fx fugtproblemer.

Svanemærket stiller også nogle krav, hvor du måske ikke ser eller mærker en direkte effekt i din bolig, men hvor der er taget højde for miljøet, da bygningen blev opført. Fx er der i forbindelse med byggearbejdet skabt et overblik over, hvilke materialer og kemiske produkter der indgår i byggeriet, og hvor de er placeret. Det øger muligheden for genbrug og genanvendelse af bygningsdele. Og hvis der er anvendt træ i husets konstruktion, stammer træet fra bæredygtigt forvaltede skove og er lovligt fældet.

Beboerne er glade for at bo med Svanemærket

Maria Haag og Sana Kiani bor hver især med deres familier i svanemærkede boliger. Maria Haag bor i et svanemærket hus i bofællesskabet Skråning i Lejre, og Sana Kiani bor i et svanemærket rækkehus i Gaardhaverne i Høje Taastrup. De er begge glade for at bo i bygninger, der er certificeret med Svanemærket. 

”Det giver mig en god følelse at vide, at byggeriet er certificeret med Svanemærket. Det er jo generelt rigtig dårligt for klima og miljø at bygge bolig, men her er trods alt bygget bæredygtigt, og det er det, jeg giver videre til mine børn. Det giver mig en god oplevelse af, at jeg har handlet ansvarligt”, siger Maria Haag. 

Begge kvinder nævner deres begejstring for de anvendte materialers kvalitet. For Sana Kiani er der en sikkerhed i at vide, at boligen er lavet af materialer af høj kvalitet, så det holder længe, og så familien dermed ikke står over for nogen renoveringsprojekter i den nærmeste fremtid. Også Maria Haag sætter pris på den høje kvalitet:

”Jeg vidste egentlig ikke, at det var Svanemærkets krav, der gjorde det, men det slog os allerede første gang, vi trådte ind her, hvor lækre materialerne er. Man lægger hånden på gulvet og wow! Det hele er så lækkert. Jeg synes også, det dufter godt herinde. Nu ved jeg, det er fordi, der er brugt certificerede og ordentlige materialer, hvilket jo betyder noget for afdampning af kemikalier”, fortæller Maria Haag.

Godt lysindfald skaber trivsel

Til spørgsmålet om, hvad Maria Haag sætter mest pris på ved sin nye bolig, svarer hun ”lyset” som det første. Sana Kiani fremhæver også boligens lysindfald:

”Der er en tryghed ved, at der er taget hensyn til både sundhed og den livskvalitet, der følger med et sundt indeklima, de lækre byggematerialer inde og ude samt det gode lysindfald. Jeg synes, det er rart, at Svanemærket har krav, som også handler om lysindfald, for det er en ting, der gør, at vi trives som mennesker”, fortæller Sana Kiani.

Du kan læse de fulde beboerinterviews her: Maria Haag og Sana Kiani

Kort om fordelene ved en svanemærket bolig
  • Lavt energiforbrug
  • Skrappe kemikaliekrav
  • Godt indeklima
  • Fremmer genbrug og genanvendelse
  • Bæredygtigt certificeret træ
  • Høj byggeteknisk kvalitet