6 gode råd til pakkekalenderen

En pakkekalender bringer meget glæde og sjov i december måned – og så får den børnene hurtigt ud af sengen, trods de mørke morgener. Og findes der noget bedre end at se julelysene i dit barns øjne, når det åbner og ser, hvad julenissen har været forbi med? Her får du 6 tips til, hvordan du kan spare på både jordens ressourcer, dine penge og dine kræfter, når du laver årets pakkekalender.

6 tips til en grønnere pakkekalender med svanemærket og EU-Blomsten

Det kan være enormt hyggeligt at gå og sysle med at lave en fin pakkekalender. Men det kan også være hårdt arbejde. Der skal købes 24 små gaver – og endnu flere gaver, hvis man har flere børn. Og så skal alle gaverne pakkes ind. Efterhånden er du nok også blevet opmærksom på, at det ikke er alle de små gaver, der er lige sjove, og mange af dem ender måske nederst i legetøjskassen. Det er ærgerligt, og det er spild – både af tid og penge, men også af jordens ressourcer.

Det er dog muligt at lave en pakkekalender på en måde, hvor du sparer på både jordens og dine egne ressourcer. Samtidig bliver pakkekalenderen kun endnu skønnere og mere personlig, og den vil med garanti stadig skabe skinnende julelys i dit barns øjne:

1. Anskaf en julesok

Start med at anskaffe dig en god, gammeldags julesok som alternativ til metervis af indpakningspapir. Måske I allerede har en liggende derhjemme, eller måske I kan gøre det til et hyggeligt og sjovt projekt at sy jeres egen? Giv julesokken en særlig plads i hjemmet, som dit barn får lov at vælge – og læg så de 24 gaver i sokken dag for dag. På den måde slipper du for at pakke hver enkelt gave ind i gavepapir – det sparer dig for tid, og det sparer gavepapir. At vælge en sok frem for 24 indpakkede gaver hængt op på én gang, giver dig også den fordel, at du vinder lidt tid, da alle gaver ikke behøver at være klar til den 1. december.

2. Gå efter genbrug

Et andet grønt tip er at lægge gode genbrugsfund i sokken nogle af dagene. Gå på jagt på det lokale loppemarked eller på en af de mange portaler, hvor man kan købe og sælge brugte ting. Det kan fx være en god bog eller noget legetøj. At genbruge føles ikke bare bedre end at smide tingene ud. Det er også bedre for miljøet. Pointen er simpel: Jo flere, der bruger tingene, jo færre ting er der brug for – og på den måde sparer du ressourcer til produktion af nye produkter. Og så har det den fordel, at du kan få nogle ting med større brugsværdi ved at købe brugt frem for at bruge de samme penge på nye ting. 

Tip

Et godt tip er dog at lade være med at købe gammelt legetøj af blødt plastik. Legetøjet kan nemlig indeholde ftalater, som er mistænkt for at være hormonforstyrrende, og som der ikke var lige så skrappe regler for før 2007, som der er i dag. 

3. Giv gavekort, der glæder

I stedet for at købe en masse nye ting til julesokken, er et godt alternativt at lave personlige gavekort til pakkekalenderen. Giv dit barn et gavekort til en skøjtetur eller en tur i svømmehallen, til en kop varm kakao og højtlæsning, eller til en valgfri film, som I kan se på sofaen sammen.

4. Vær praktisk

Du kan også overveje, om dit barn mangler noget, som du alligevel havde tænkt dig at købe i nær fremtid – og lad det være en af gaverne. Det kan fx være en varm hue, nye strømper eller nye tusser til penalhuset.

5. Vælg legetøj uden uønsket kemi

Hvis du køber nyt legetøj til pakkekalderen, kan du også her gøre dig nogle grønne overvejelser. Det at lege skal nemlig helst være lige så sundt, som det er sjovt. Det er derfor en god idé at være opmærksom på, at legetøj ligesom andre produkter kan indeholde stoffer, der kan påvirke dit barns sundhed og hele familiens indeklima. Du kan eventuelt læse artiklen ”Gode råd til legetøj”.

6. Skriv et brev til nissen

Hvis du ikke kan komme på 24 gode idéer til pakkekalenderen – eller bliver træt alene ved tanken om at skulle forberede den – så tænk i stedet på tallet 4 og idéen om en adventskalender. Mens de fleste større børn på et tidspunkt selv siger, at de gerne vil have adventskalender i stedet for små pakker hver dag, så glæder de mindre børn sig stadig over de daglige gaver. Her kan du foreslå dit barn, at I hjælper nissen lidt, så han ikke får så travlt i december, at han slet ikke får tid til at hygge sig. Det kan dit barn gøre ved at tegne en flot tegning til nissen, og så skriver I sammen et brev til ham om, at nissen gerne må nøjes med at komme om søndagen, ligesom han gør hos (de andre) store børn. Så kan det jo være, at nissen kommer med lidt ekstra gode gaver – og der er ingen tvivl om, at han også får mere tid til at hygge sig …

Læs mere:
10 tips til en bæredygtig forælder 
Gode råd til legetøj