6 tips til din julepynt

Julepynt er en vigtig del af julen, som bidrager til den hyggelige stemning. Det er hyggeligt at lave pynt – og det er hyggeligt at hænge den op – og så er det let at blive fristet til at købe ny, flot pynt, når butikkerne allerede i november begynder at sælge smukke julekugler og glimtende stjerner. Men hvis du gerne vil skære lidt ned på forbruget i år, er netop julepynt et godt sted at starte. Her får du 6 tips til, hvordan du kan twiste din julepynt, så den bliver lidt grønnere.

Læs om ideer til Julepynt – med et grønt twist fra Miljømærkning Danmark

De fleste af os har allerede kasser med en masse julepynt stående, som år efter år bliver slæbt op fra kælderen eller ned fra loftet. Et sammensurium af betydningsfulde arvestykker, hjemmelavede julehjerter af varierende kvalitet, hurtige discountkøb og smukke glaskugler fra dyre interiørbutikker. I virkeligheden har du nok ikke behov for nyt til samlingen.

Men hvis trangen til forandring alligevel melder sig, er der flere ting, du kan gøre for at skåne miljøet og samtidig spare dig selv for at bruge flere penge, end du i forvejen gør i december:

Læs om ideer til Julepynt – med et grønt twist fra Miljømærkning Danmark

1. Inddrag naturen

En undersøgelse fra Danmarks Naturfredningsforening viser, at grønne omgivelser gør børn sundere og gladere. Desuden er børn, der har daglig adgang til natur og grønne områder, mere aktive og mindre syge. Så slå to fluer med ét smæk, og kombinér glæden ved naturen med glæden ved julepynt. Tag børnene med ud på en hyggelig tur i skoven eller på stranden – eller lige ud i haven – og nyd den friske luft. Samtidig kan I finde smukke grene, blade, kogler og agern, som vil passe flot sammen med mormors røde nisser og de gamle, fine julekugler. Ting fra naturen kan være dekorative, som de er – eller de kan forvandles til julenisser og julemus. Få gode idéer og opskrifter på bl.a. trænisser og koglenisser hos Naturstyrelsen

2. Genbrug gammelt papir

Papir fra gamle aviser, bøger, ugeblade, tegneserier og vejkort, som du bare havde tænkt dig at smide ud,  kan blive til den smukkeste julepynt. Klip strimler til guirlander og julestjerner, og flet fine julehjerter af det genbrugte papir. Det giver dit barn muligheden for at lave unikke julekreationer, og på den måde lærer dit barn også, at mange ting kan genbruges – selv sidste års slidte Anders And-blade.

Bind smukt, rødt silkebånd eller lidt stofsnor i toppen af jeres kreationer, og bind eventuelt en lille grangren eller kristtorn fast.

3. Find ting derhjemme

Hvis I ikke kan finde tid til at lede efter ting i naturen, så gå på jagt derhjemme i skabe og skuffer. Korkpropper kan på samme måde som kastanjer blive til søde små dyr sat sammen med tændstikker, og farvede peberkorn er fine spredt ud over juledekorationen. I skabene derhjemme kan I også finde ingredienserne til trylledej, som kan bruges til at lave flot og personlig julepynt.

4. Brug genbrugsfund

Brug genbrugsfund: Gå på opdagelse i genbrugsbutikker og på loppemarkeder og se, om du kan finde fint, gammelt julepynt, som gemmer på en god historie – eller som du og dine børn selv kan digte en god historie til.

5. Tegn og skriv

Børn er heldigvis gode til at sætte kulør på tilværelsen – også de dage, hvor det er koldt og gråt udenfor. Så sæt et lidt tid af en mørk mandag i december, hvor I sammen tegner hjerter, nisser og juletræer – eller laver og skriver personlige julekort. Overvej at bruge svanemærkede tusser, når I julehygger. Tusser med Svanemærket lever nemlig op til skrappe krav til indhold af sundhedsskadelige stoffer. Bl.a. må de ikke indeholde tungmetaller, parfume eller stoffer, der er på EU’s liste over stoffer, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende. Der er også stillet krav til råvarerne.

Læs om ideer til Julepynt – med et grønt twist fra Miljømærkning Danmark

6. Inviter til juleklip

Julen handler om at være sammen med dem, man holder af. Og det er nu også hyggeligst at lave julepynt sammen med nogen. Inviter venner og familie hjem en formiddag, hvor I sammen klippeklistrer og forvandler genbrugs- og naturfund til det fineste julepynt. Kombiner det med en tur i skoven, hvis tiden rækker til det. Og måske I kan byde på julegodter eller servere en stor portion risengrød for at fuldende julestemningen?

Skriv navn og dato bag på børnenes små mesterværker – det bliver sjovt at se tilbage på engang. Og sæt så tid af til at pynte hjemmet op med jeres fine kreationer sammen. 

Tip

Hjemmelavet pynt kan også fungere som en fin værtindegave til bedsteforældrene. Det vil både glæde dem at få noget, som deres barnebarn har lavet – og dit barn vil med sikkerhed være stolt og glad for at give en hjemmelavet gave væk.